300 kilometer ialt inklusive 16 hastighedsprøver med en samlet længde på 127 kilometer og med start og mål i Slagelse!
Dét lyder da som noget af et rally, og det er akkurat, hvad det er: tredje runde af årets danske mesterskab i rally kombineret med et minirally på 90 kilometer og med 45 kilometer hastighedsprøver. Og med Slagelse Auto Sport som arrangør.
Ib Kragh og Freddy Pedersen er i deres Citroën DS3 R5 på jagt efter point til endnu en DM-titel og fører efter to runder titelopgøret med 137 point. (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
En rallyfest som begynder fredag den 8. september og slutter lørdag den 9. september.
To af nøglepersonerne i organisationen bag projektet er løbsleder Bettina Poulsen og løbslederassistent John Larsen, der nu har løftet sløret for nogle af detaljerne i det kommende Hankook Rally Slagelse 2017, som startes fra byens torv, men derudover har Hansen Biler i Slagelse som samlingssted.
Bettina Poulsen og John Larsen er ved at gøre klar til Hankook Rally Slagelse i september med omkring 200 officials i sving (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
Starter fredag aften
- Rallyet startes fredag kl. 20:00 med fire hastighedsprøver på tilsammen godt 32 kilometer og slutter klokken 22:30 efterfulgt af en pause frem til klokken 8:00 lørdag, fortæller Bettina Poulsen og John Larsen og tilføjer:
- Lørdag køres der 12 hastighedsprøver med en samlet længde på henved 95 kilometer og første bil forventes i mål klokken 16:07.
Heino Mejer og Bo Mølgaard har været flyvende i deres Volvo 242 Turbo og er før den midtsjællandske runde på andenpladsen i DM-opgøret med 131 point (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
Notekørsel og servicepauser
Minirallyfeltet får lørdag formiddag mulighed for notekørsel med to gennemkørsler af tre hastighedsprøver, som skal gennemkøres to gange lørdag eftermiddag. DM-feltet får mulighed for notekørsel fredag fra kl. 8:00.
Rallyet får fem servicepauser, to fredag og tre lørdag og med tankzoner på en servicestation tæt på rallyhovedkvarteret hos Hansen Biler.
Gert Marbo og Michael Gammelgaard har i deres Citroën DS3 kørt sig frem i feltet og er med 128 point på tredjepladsen efter de to første DM-rallyer (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
Kendte og ukendte prøver
- Nogle af hastighedsprøverne er velkendte, andre er nye. Fredag køres en rundbane og en gennemgående prøve, begge to gange. Lørdag køres en gennemgående og fem rundbaner, alle to gange. To af rundbanerne er små, men med lange afløb. Bortset fra en prøve med omkring 1000 meter grus og en anden prøve med en mindre grusstrækning afvikles rallyet på asfaltveje, fortæller de to løbsledere.
Carsten Jensen og Michael Fasterholdt/Per Brodersen er i Renault Clio et godt eksempel på, at man kan være med i de forreste linier med en lille bil. De er med 116 point på en sjetteplads i DM-opgøret. (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
200 officials på arbejde
Afviklingen af det kombinerede DM-rally og minirally kræver en organisation med masser af mandskab. Både i rallycentret og på hastighedsprøverne foruden mandskab til at tage sig af fornøden afspærring, sikkerhedsforanstaltninger, skiltning og efterfølgende oprydning.
- Gennemsnitligt vil vi have omkring 25 mand posteret på hastighedsprøverne inklusive bemandingen ved start- og målfelterne. Ialt kommer rallyorganisationen til at tælle omkring 200 officials, slutter Bettina Poulsen og John Larsen fra henholdsvis Slagelse Auto Sport og Nykøbing Falster Motor Sport.
Selvom Kenneth Madsen og Mette Felthaus tog andenpladsen i første runde, så mangler de point fra anden runde og skal køre, så det sprøjter om deres Suzuki Swift Mazi 2000, hvis de skal fra en 12. plads med 83 point og op i forreste linie. (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress)
Hankook Rally Slagelse Slagelse Auto Sport
Morten Dam
Specialpressen Læs mere om: Slagelse09/09/17 - Slagelse - DM Rally - DM |