Rally   28/07/17

Jeannette Kvick er tunet ind på Madeira-Rally
Hendes mantra er ”Live life flat out“, og der er fart på den danske rally co-driver Jeannette Kvick fra Slagelse. Ikke kun herhjemme, men også i udlandet i bl.a. den transeuropæiske Tour European Rally-turnering.
Først det rumænske Transilvania Rally i maj, så det belgiske Ypres Rally i juni og nu det portugisiske Rali Vinho da Madeira i august sammen med hollandske Henk Bakkenes i dennes Heuvel-trimmede Mitsubishi Lancer Evo X.


I den forgangne weekend tog Jeannette Kvick sammen med Kenneth Kolbe i deres Peugeot 205 en tredjeplads i deres klasse og næste opgave på dansk grund bliver det 39. rallyshow i Fårvang
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

19 hastighedsprøver
- Jeg ser frem til den kommende runde på Madeira, det bliver spændende. Jeg skal møde Henk på¨søndag og forberede vores notekørsel tirsdag og onsdag. Torsdag er der shakedown om formiddagen og om aftenen køres en super special stage, fortæller Jeannette Kvick og fortsætter:

- Dernæst går det løs fredag og lørdag med 19 hastighedsprøver med en samlet distance på lidt over 200 kilometer.

Den portugisiske TER-runde er den tredje ud af ialt seks og det hollandsk-danske team satser på at forbedre deres position både i den samlede stilling og i den såkaldte Production Trophy-kategori, hvor deres hårdeste rival er Bakkenes’ landsmand Jim Heuvel fra det hollandske Heuvel Motorsport.

Efter springturen til den potugisiske Atlanterhavsø gælder det de resterende tre runder i Østrig, Schweiz og Italien i september, oktober og november.


Efter weekendens NCC Rallysprint i Gammelrand slutter Jeannette Kvick ugen med et trip til Madeira for at gøre klar til tredje runde af TER-turneringen sammen med hollandske Henk Bakkenes
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

MOTORSPORT FOR KVINDER
Men forinden smutter Jeannette Kvick lige forbi Spanien for at bidrage til etablering af et eventprogram på den andalusiske Circuito Mike Guadix nær Granada og Sierra Nevada. Det sker i samarbejde med Aidrian Stockwell, der er en af de drivende kræfter bag den tre kilometer lange testbane, som flere stjernekørere har benyttet sig af, bl.a. verdensmestrene Alain Prost, Michael Schumacher og Lewis Hamilton.

Formålet er at bane vej for flere kvinder i motorsporten med et specielt event primo oktober.

- Det bliver et program med kørsel i både formelbiler og sportsvogne og for kvinder fra alle verdenshjørner. Der er tale om et komplet event med ophold etc. inkluderet. Målet er både at få flere kvinder ind i motorsporten og forhåbentlig også at generere et overskud til fordel for kampen mod brystkræft, fortæller Jeannette Kvick.

De sidste detaljer i programmet skal på plads, bl.a. fastsættelsen af den endelige dato for eventet i oktober.


Forinden tager Jeannette Kvick forbi Spanien for at færdiggøre et specialevent. Her er hun sammen med Daniel Ceballos, Karting Granada, og Aidrian Stockwell fra Circuito Mike Guadix

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Jeannette Kvick

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto