Efter lørdagens hjemmebanesejr til Filip Sandström svarede de nærmeste konkurrenter i stillingen, Jonas Lynge og Morten Jespersen, søndag igen i weekendens andet heat. Tæt kamp i starten på Kinnekulle (Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto.se)
Fra start var det ellers norske Kristian Moe Sætheren, der fra pole position førte an foran Mads Frederiksen og Isac Aronsson. Jonas Lynge grundlagde sin senere sejr fra 4. position, men overhalede hurtigt Aronsson og satte jagten ind på de to forreste.
Sætheren og Frederiksen trak indledningsvist fra, men duellen mellem de to betød, at de kort efter blev indhentet.
Norske Kristian Moe Sætheren blev siden overhalet af de to danskere på én gang, og kort efter fandt Morten Jespersen og Filip Sandström også vejen forbi.
Lynge lukrerede godt på den rullende start på Kinnekulle. Han bragte sig i hurtigt i spidsen og så sig ikke tilbage. (Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto.se)
Ude foran havde Mads Frederiksen imidlertid ikke tænkt sig at give op. Østjyden kæmpede bravt mod de tre mesterskabsførende kørere, og holdt dem bag sig i nogen tid. Jonas Lynge havde imidlertid mere fart end Frederiksen, og stak forbi - men kampen om andenpladsen blev enormt spændende. Over tid kunne Frederiksen ikke holde Jespersen og Sandström nede, så da mesterskabskombattanterne fik overhalet, gik kampen videre. Sandström prøvede ihærdigt resten af heatet, men det rakte ikke til at få overhalet Morten Jespersen. Ude foran stak Jonas Lynge af med sejren i overbevisende stil.
Mads Frederiksen tog fjerdepladsen hjem efter en flot fight, mens svenske Isac Aronsson blev nummer fem. Kristian Moe Sætheren fik reddet en sikker sjetteplads hjem foran finske Erkka Lindstedt, Sonny Nielsen og Louise Frost. Kenn Bach afrundede top 10.
Podiet fra 2. heat (Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto.se)
I den samlede tabel betyder det, at der ikke sker de store forskydninger. Morten Jespersen fører fortsat, men Jonas Lynge og Filip Sandström skilles kun af tre point nu. Fjerdepladsen har Mads Frederiksen, mens Kenn Bach er nummer fem. Jørgen Worthmann, der ikke stillede op i Sverige, er aktuelt sekser.
I det nordiske NEZ-mesterskab, som Kinnekulle udgør anden runde af, fører Jonas Lynge samlet.
Præmieoverrækkelsen i Sverige bød på en ekstra overraskelse. Filip Sandström modtog nemlig et stipendie på 10.000 SEK fra Brith Eklöfs minnesfond for sit flotte arbejde i serien indtil nu. (Foto: Bengt-Åce Gustavsson, Racefoto.se)
Det sagde de efter løbet:
Jonas Lynge, vinder
- Den gode start blev igen vigtig, for jeg fik sat en vigtig overhaling og var treer efter første omgang. Da jeg sidenhen bragte mig i front var der fri bane, så det var bare at køre på.
Morten Jespersen, P2
- Jeg kørte rundt med ret store tekniske problemer, for turboladeren gik løs allerede på anden omgang af løbet. Det betød, at den blæste ret meget luft ud i det fri, og bilen fik alt for meget benzin i forhold til luft. Vi regner med at have fundet fejlen, så vi skulle gerne være klar til næste løbsweekend.
Filip Sandström, P3
- Igen i dag var der virkelig skarp konkurrence. Jeg er fint tilfreds med en tredjeplads her, for det gav igen gode point til tabellen. Jeg ser frem mod næste løb i Danmark - nu kender vi banen en del bedre end i april, så jeg håber at gøre en god figur der.
Næste afdeling af DS3 Cup køres ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen. Det sker den 19-20. august.
Insight Racing DK
Læs mere om: Kinnekulle30/07/17 - Kinnekulle - Citroën DS3 Cup |