Rally   16/08/17

Ufrivillig slut på løbsweekend før tid
Bjerrum Motorsport med henholdsvis Lars Bjerrum, Hjerm og Henning Kristensen, Gudum måtte kaste håndklædet i ringen i 3. heat ved årets store rallysprint i Fårvang (Birch/Tvilum Rallyshow), som blev kørt i højt solskin fredag d. 11. august, og som sædvanligt med en enorm tilskuer skare på lægterne.


(Foto: Allan POST)

”På sidste omgang i tredje og sidste heat var vi så uheldige at ramme en kantafmærkning, som bestod af 3 lastvognsdæk som er boltet sammen, og de flyttede sig desværre ikke”, kunne Lars trist konstatere med skuffelse i ansigtsfolderne.


(Foto: Allan POST)

”Jeg trak nedbremsningen til svinget lige 2 meter mere hvilket betød, at bilens bagende flyttede sig en lille smule mere udad end de andre gange vi havde passeret svinget. Det bevirkede igen, at forenden af bilen styrede en smule mere indad, og at jeg så var et splitsekund for sent på gassen til at trække forenden ud igen. Vi kom nok i en linje 8-10 cm tættere på afspærringen end de andre gange, men lige nøjagtig nok til at forhjulet ramte dækstablen, og vi knækkede en styrestang m.m. Vi trillede over i modsatte vejbane og måtte parkere bilen der for resten af løbet”.


(Foto: Allan POST)

1.heat gik ellers ok, Lars og Henning manglede greb på den noget glatte bane, men det er altid en udfordring at køre især i Fårvang, og ikke mindst i det 1. heat.

I 2. heat satte de farten op, men blev desværre lidt distraheret af en Nordmand i en Ford Escort BDA.


(Foto: Allan POST)

”Vi kunne køre ham ind på det snoede, og tabte terræn igen når det gik lige ud. Vi kom helt tæt på ham, så det kneb lidt med at holde ideallinjen, da det var tvingende nødvendigt at holde øje med bilen lige foran for at udgå evt. uheld, overhaling var ikke muligt, så vi tabte en lille smule tid, måske 1-2 sek. er vores vurdering”.


(Foto: Allan POST)

Lars og Henning følte sig helt klar til sidste heat, og gav den rigtig gas, og brugte vejen helt til det yderste, desværre blev det lige en tand for meget, så de ramte den foromtalte dækstabel.

”Jeg ville godt have set tiden i mål”, sagde Henning ærgerligt, da de kom ud af bilen og lige havde sundet sig, ”for det gik bare stærkt”


(Foto: Allan POST)

Desværre betød Bjerrum Motorsports tidlige exit også, at de ikke var i stand til at stille til start ved 3. afd. af Yokohama Mesterskabet i Fredericia lørdag middag, hvor de skulle have forsvaret deres føring af mesterskabet. Heldigvis for dem, var det nogle af de hold, der ikke tidligere har scoret point, som løb med 1. og 2. pladsen i klassen, så faktisk, er de stadig i føring efter de 3 kørte afdelinger. Dog kun med 3 point, hvor man får 20 for en sejr, så alt kan ske, når det går løs til 4. og sidste afd. i Randers d. 16. september.


(Foto: Allan POST)

Lige nu, er vi næsten færdige med at samle bilen med nye dele, vi mangler lige et par småting som kommer med posten i starten af næste uge, luftpost heldigvis. De glæder sig allerede til det går løs igen.

Bjerrum Motorsport

Allan POST


Læs mere om:
  • Fårvang
  • 11/08/17 - Fårvang - Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk