Citroën DS3 Cup   17/08/17

Sommerpausen er ovre for Staudt Motorsport
Første del af 2017-sæsonen artede sig på mange måder ikke som håbet for Staudt Motorsport. Mange tekniske problemer kostede point ved Åbningsløbet, og på Vålerbanen i Norge blev det slet ikke til point. Men efter en lang sommerpause, gode testresultater og en flot andenplads i teamets seneste løb på Ring Djursland, er det nu tid til sæsonens sidste to løbsweekender.


Løbet på Ring Djursland tilbage i juni blev et vendepunkt for sæsonen. Nu skal andenpladsen følges op
(Foto: Staudt Motorsport)

Det nordjyske familieteam er helt klar til årets højdepunkt i dansk banesport, Grand Prix Danmark. Allerede fredag går det løs med træning på Jyllandsringen, og med den seneste succesfulde test i bagagen, er det en optimistisk Rune Staudt, der tager til Silkeborg:

- Vi havde en god testdag på Jyllandsringen forleden, og jeg fik kørt i alt 66 omgange i løbet af dagen. Jeg føler, at vi fik meget med hjem. Vi fik skaffet de data om dækkene, som vi ikke rigtigt fik i sæsonstarten, da der var mange tekniske problemer, og vi manglede derfor noget køretid. Det fik vi, og derudover synes jeg også, at jeg fik banens flow godt ind igen - jeg var i hvert fald træt, da vi kørte hjem!, siger han og fortsætter:
- Jeg håber, at testen kan give mig en lille ekstra fordel, for jeg har lige kørt på Jyllandsringen, mens alle de andre kommer fra en kuperet bane i Sverige og lige skal finde sig selv igen.


(Foto: Nicklas Majgaard)

Problemerne er løst
De tekniske problemer var ikke lette at finde og løse, men med testdagens gode antal testkilometer in mente, er Rune Staudt positivt stemt forud for den kommende weekend:

- Problemerne var ikke særligt konsistente, så vi har været nødt til at prøve mange ting af, for at få løst det hele. Det lykkedes heldigvis for os til testen, for bilen kørte bare - uden problemer overhovedet. For mig var det en god oplevelse - det giver altid en god fornemmelse, når bilen kører uden problemer. Jeg mangler stadig en del kilometers kørsel i at have siddet lige så meget bag rattet som konkurrenterne i denne sæson, men Ring Djursland viste jo, at vi godt kan være med, når det hele virker for os, forklarer han.


(Foto: Staudt Motorsport)

Med andre ord - Staudt Motorsport er klar til at få 2017-sæsonen i mål, og i weekenden sker det med i alt 20 VIP-gæster på besøg. Vi glæder os!

Staudt Motorsport


Læs mere om:
  • Rune Staudt
  • Jyllandsringen
  • 20/08/17 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto