Citroën DS3 Cup   21/08/17

Jonas Lynge er ny nordisk mester i DS3 Cup
I Citroën DS3 Cup har man i de senere år kunnet kæmpe om en række mesterskaber i mesterskabet, men ikke før 2017 har der været et fælles nordisk mesterskab. Det kom der i år - og med FIA North European Zone-mesterskabet fordelt over i alt tre afdelinger - én i hvert land, hvor serien køres, er vinderen nu fundet.


(Foto: Morten Kimer)

Inden søndagens finale ved Grand Prix Danmark stod alt åbent. Blot ét point var forskellen på de to førende, Morten Jespersen og Jonas Lynge. Og dén af dem, der først kunne krydse det ternede flag, ville tage mesterskabet. Samtidigt var der fortsat også alt at kæmpe for i den samlede mesterskabsstilling, for med finaleløbet sidst i september er alt åbent.

Det faldt umiddelbart ud til Jonas Lynges fordel, for efter en langvarig kamp med netop Jespersen om sejren, blev det til både løbssejr og titlen som FIA NEZ-mester 2017 for Jonas Lynge.

Fra start tog Mads Frederiksen kortvarigt teten. Østjyden havde i kraft af sin sjetteplads i lørdagens heat pole position, og kom fint afsted. Men også Jonas Lynge fik sluppet koblingen på det helt rette tidspunkt, og på under en halv omgang blev 4. startposition vekslet til en øjeblikkelig føring. Kort efter fulgte Tommy Nygaard også trop, og sikrede en spændende start på heatet.


Tæt kamp mellem Mads Frederiksen og Morten Jespersen
(Foto: Morten Kimer)

Afbrudt af safetycar
Jonas Lynge fortsatte sine imponerende takter i denne del af sæsonen, og spolede ret hurtigt et flot forspring ud. Det varede dog ikke til mål, for i et solouheld endte Mads Frederiksen i sandet for enden af Publikumslangsiden. Det kostede en safetycarperiode, og satte selvsagt alt på spidsen mellem Jonas Lynge, Tommy Nygaard og Morten Jespersen.

I genstarten gik Jespersen forbi Nygaard i en flot aktion, og umiddelbart bag dem fandt Filip Sandström også melodien. Efter en noget skuffende lørdag havde svenskeren meget travlt, hvis titelchancerne skulle bevares - og det blev de. Det gik ud over Tommy Nygaard på absolut sidste omgang, da Sandström tog tredjepladsen - og dermed blev aktørerne på søndagens podie de samme, der har stået der så meget denne sæson. Tommy Nygaard sikrede fjerdepladsen, mens Louise Frost efter endnu en stærk præstation hev femtepladsen hjem. Sjettepladsen gik til Kenn Bach, der på flotteste vis kørte sig op fra 12. pladsen.


Podiet - der i øvrigt også afspejler top tre i FIA NEZ DS3 Cup.
(Foto: Nicklas Majgaard)

Det sagde de efter løbet:
Jonas Lynge, vinder:
- Jeg havde et helt perfekt løb her. Starten var fantastisk, og jeg gik fra fjerdepladsen til føring på en halv omgangs penge. Det var vildt. Kæmpede lidt med Tommy derefter, men jeg fik slået et hul, og håbede, at jeg kunne køre det hjem sådan. Safetycaren ødelagde meget for mig, men det var muligt at forsvare føringen og det nordiske mesterskab helt til flaget. Jeg er super glad!

Morten Jespersen, P2:
- Tja, hvad skal jeg snart sige. Jeg er enormt skuffet, for jeg følte, at farten var der til en sejr. Men jeg fik brugt for lang tid på at komme forbi Mads Frederiksen - og det tog også for lang tid at indhente Jonas, men sådan er spillet. Det nordiske mesterskab fik jeg ikke, men jeg har stadig et fornuftigt forspring i den samlede tabel - det bliver spændende at få det afgjort!

Filip Sandström, P3:
- Jeg har klart haft bedre weekender end den her. Lørdagen var ikke god, men med alt det, der skete - så er en tredjeplads i dag bestemt noget at være tilfreds med. Jeg fik lidt revanche efter vores lørdag, hvor vi startede løbet fra pitlane. Alt i alt, så står jeg stadig godt til afgørelsen af mesterskabet, og jeg har endnu forudsætningerne til at kunne køre mig på podiet i mesterskabet.


Finalen blev præget af en række gode dueller. Her er Kenn Bach, Isac Aronsson og Jørgen Worthmann i kamp
(Foto: Morten Kimer)

Insight Racing DK
DS3 Cup Danmark


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 20/08/17 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk