På lørdag køres tredje udgave af Padborg Park Night Race På rekordtid har Padborg Park skabt en ny og helt unik tradition i dansk bilsport. I 2015 så den første udgave af det såkaldte Night Race dagens lys. Eller rettere aftenens mørke, for det er nemlig, når solen går ned vest for racerbanen nær den dansk-tyske grænse, at det for alvorlig bliver spændende. For så skal der køres race, hvor det kun er projektørerne langs banen og racerbilernes egne lygter, som sørger for lyset. Mens der køres race skærm mod skærm med 200 kilometer i timen.
Kevin Rossel var toneangivende, da første udgave af Padborg Park Night Race blev kørt. Han er også med i årets felt (Foto: Morten Alstrup)
Hovedbegivenheden ved Padborg Park Night Race bliver den femte af årets syv afdelinger for OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo, og for deltagerne bliver det en meget hektisk afdeling. Normalt er aktiviteterne spredt over to dage, men her skal det hele afvikles på én og samme dag. Og endda indenfor ti timer. To træninger. En tidtagning. Og tre løb.
Allerede klokken 12.00 bliver racerbilerne sluppet løs på banen til den første træning og det meste af eftermiddagen går med træning og tidtagning. Klokken 17.10 rulles bilerne så ind på racerbanen igen, men det er for at afvikle det populære grid show, hvor publikum får en unik lejlighed til at komme ind på selve racerbanen, se bilerne og møde kørerne. Og en lille halv time senere går starten så til det første af klassens tre løb ved Padborg Park Night Race.
Klokken 20.12 går solen ned over Padborg Park, så når klassens andet løb køres 20.40, er det kun de absolut sidste stråler fra naturens største energikilde, som hjælper med at oplyse racerbanen. Resten må det kunstige lys sørge for. Og når finalen skydes i gang 21.30, er det bælgravende mørkt, og så er det, at spændingen skal udløses.
Tæt race mellem Martin Vedel og Jesper Egebart i Danish Supertourisme Turbo (Foto: Morten Alstrup)
Padborg Park Night Race er det løb, som alle deltagerne i OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo vil vinde. Og der foregår traditionelt en hård kamp om sejren.
Ved premiereudgaven var det Kevin Rossel, Daugård, som krydsede målstregen først, men en 20 sekunders straf for at have overhalet under gul flagzone rykkede ham ned på femtepladsen og gav sejren til Michael Outzen, Odense. Sidste år var det så Jesper Egebart, Vejle, der sejrede.
Begge kørere er også med i dette års felt og tæller blandt favoritterne. Men det samme gør også Frederik Nymark, Hadsten, der fører OK Mobil 1 Danish Supertourisme Turbo, og Michel Nykjær, Næstved, der på andenpladsen har lige så mange point, og som med sine EM-titler og internationale titler af mange betragtes som den absolutte målestok i klassen.
Padborg Park I/S
Morten Alstrup Læs mere om: Padborg Park02/09/17 - Padborg Park - Supertourisme |