Da de sidste meter af weekendens FTZ Rally Roskilde var kørt, stod Marco Gersager, Rødovre, sammen med sin co-driver Jeannette Kvick, Slagelse, på toppen af sejrspodiet både som dagens vinder i Opel Corsa OPC Cup og som klassevinder i opgøret om Danmarksmesterskabet for Gruppe E-biler over 1600 ccm. Årets sidste runde af DM-turneringen køres den 4. november, men uanset udfaldet, har Gersager og Kvick allerede nu sikret sig mesterskabet i Opel Corsa OPC Cup 2017.
Marco Gersager vandt en dobbeltsejr i weekenden og har dermed vundet Opel Corsa OPC Cup 2017. Nu gælder det DM-guldet for Gruppe E-biler over 1600 ccm. (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)
Slutopgør i finalerunden
En forskel på et splitsekund efter weekendens sekunddueller indebærer, at der først i finaleruden kan sættes punktum i kampen om Danmarksmesterskabet i Klasse 2 for Gruppe E-biler.
- Vi sluttede med et halvt sekunds forspring til vores nærmeste konkurrenter Gert Marboe og Michael Gammelgaard, Tølløse/Gørding, i en Citroën DS3. De var på hjemmebane, så vi var forberedte på, at de ville køre fra os, eftersom vi kun ville satse 80-85 pct. for at være sikre på at gennemføre. Men vi endte alligevel med at vinde klassen; omend med et marginalt forspring, fortalte Marco Gersager efter et hektisk opgør på rallyets ni hastighedsprøver i og omkring Roskilde.
Der blev kørt tæt i Roskilde-rallyet. Ikke kun mellem konkurrenterne, men også tæt på de ”marokkopuder“, der var udsat som kantafmærkninger. (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)
- Havde vi kørt bare lidt hurtigere og fået et forspring på et par minutter, var det blevet afgjort, men nu bliver det først i finalen, fortsatte co-driver Jeannette Kvick, og tilføjede:
- Marboe og Gammelgaard har stadig en chance for at sikre sig mesterskabet i finalerunden, men før DM-guldet kan blive deres, så de skal vinde og vi må ikke få point.
Marco Gersager og Jeannette Kvick, Rødovre/Slagelse, stadig med i Top 3 i Dansk Super Rally (Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)
Tæt opgør om Super Rally
På Roskilde-rallyets næstsidste hastighedsprøve blev der givet ekstra point til de tre hurtigste hold, men de måtte køre den sidste prøve uden at vide, om de stadig var forrest, og satte derfor farten op. men bare ikke nok til at lukke opgøret.
- Derfor bliver det først afgjort i finaleløbet, og da må vi satse mere for at bevare pointforspringet, sagde Marco Gersager og tilføjede:
- Derudover er der et tæt opgør om Dansk Super Rally, som er Dansk Idræts Forbunds officielle Danmarksmesterskab. Vi har stadig en god chance for at slutte i Top 3, så vi skal være ekstra skarpe i slutrunden.
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)
Ib Kragh og Freddy Pedersen, Juelsminde/Bjerringbro, i Citroën DS3 R5 fører efter weekendens rally opgøret med 294 point, mens Gersager og Kvick i deres Opel Corsa OPC har 266 point. Lige efter dem følger Heino Mejer og Bo Mølgaard, Horsens/Barrit, i Volvo 242 Turbo, med 260 point.
Morten Dam
Specialpressen Læs mere om: Jeannette KvickMarco GersagerRoskilde23/09/17 - Roskilde - DM Rally - DM |