ELMS   27/09/17

Frarøvet topresultat på Spa Francorchamps
Der var potentiale til et af de helt store resultater ved weekendens løb i European Le Mans Series på Spa-Francorchamps. Morten Dons og hans team, RLR Msport, lå efter den første af fire timer i spidsen af LMP3-klassen, men det holdt ikke til målstregen.

Det var Mortens britiske teamkammerat, Alex Kapadia, som startede løbet på niendepladsen. En dårlig start betød imidlertid at Kapadia måtte arbejde sig tilbage gennem feltet inden bilen kunne overgives til John Farano. Under canadierens kontrol bevægede bilen med nummer 15 på siden sig igen frem i feltet, men det var først da en safety car-periode ramte løbet at der for alvor skete noget.


(Foto: Pedro Dermaux)

- John lå på tredjepladsen, da der kom safety car på banen. Ret hurtigt blev de tre førende biler vinket forbi, hvilket betød at de kunne køre en omgang mere for at hente feltet, fortæller Morten Dons. Det var imidlertid en fejl, som for RLR Msport-teamet betød at de blev idømt en tidsstraf på 2:20 minutter - dødsstødet for et potentielt topresultat.

- Vi fik rigtigt nok en omgang “foræret” ved en fejl, men en stop and go-straf på 2:20 minutter koster reelt set halvanden omgang, hvis man medregner køreturen igennem pitten. Jeg synes at det er en hård og uretfærdig straf, når fejlen hverken er John’s eller nogen anden i teamet, men der er ikke så meget at gøre ved det.

Det var derfor med “full attack” printet i øjnene da Morten Dons satte sig bag rattet på den brutale Ligier JS P3 for at køre løbets sidste time og få bilen sikkert over stregen. På papiret var der ikke store chancer for at avancere fra den niendeplads, han overtog fra John Farano, men forsøget skulle gøres.

- Bilen var lidt medtaget efter at have haft nærkontakt med et par konkurrenter, og den ændrede stort set karaktér hver eneste omgang. Den var meget svær at køre, og der var ikke så meget andet at gøre end at få bilen kørt til målstregen på bedst mulig vis.


End ikke "viking power" kunne redde søndagens løb for Morten Dons.
(Foto: Xynamic)

Det blev til en niendeplads, og selvom det kunne være gået meget værre, er skuffelsen alligevel ikke til at skjule:

- Det er mega frustrerende at vi får en uretfærdig straf, og at jeg efterfølgende overtager en bil som lider lidt efter et hårdt løb. Jeg synes at vi har været uheldige denne sæson, men vi har i det mindste vist at vi har farten til at være med der, hvor gassen brænder. Nu håber jeg bare på en stærk afslutning i Portugal næste måned.

Mandag var Morten Dons tilbage på Spa-banen. Her afholdt han et arrangement for en eksklusiv gruppe af sponsorer, som selv prøvede kræfter med den legendariske racerbane. Noget, Morten sætter stor pris på:


Morten kom på overarbejde bag rattet på den hvide Ligier.
(Foto: Xynamic)

- Jeg har haft gæster med i denne weekend, og det giver et helt specielt boost til min løbsweekend at have opbakning med hjemmefra på den måde. Mandag gav de den så selv fuld gas ude på banen, og det var fedt at se hvordan de oplevede hvordan det føles at sidde bag rattet på en af de helt store racerbaner. Den slags ture vil jeg gerne lave mange flere af!

Morten Dons Racing


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Spa-Francorchamps
  • 24/09/17 - Spa-Francorchamps - ELMS

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport