DTC   27/09/17

Rune Staudt klar til debut i MASCOT DTC-serien
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDen tidligere rallycross-Danmarksmester debuterer på FDM Jyllandsringen
Når Yokohama DM-Finalen i weekenden køres på FDM Jyllandsringen, markerer det ikke bare afslutningen på en spændende racersæson. Løbet markerer også debuten for en ny deltager i feltet. Det er Rune Staudt, Brønderslev, som i weekenden får sin første start i MASCOT Danish Thundersport Championship.

”Jeg har gået og puslet med tanken siden løbsweekenden i juni på Ring Djursland, hvor jeg faldt i snak med flere om at stille op i DTC-klassen,” fortæller Rune Staudt. Han har i de to seneste sæsoner deltaget i DS3 Cuppen, der er fast supportklasse for DTC-serien. ”Da jeg efter sommerferien kunne konstatere, at jeg ikke ligger til at score noget samlet topresultat i DS3 Cuppen, valgte jeg at kaste mig ud i et DTC-projekt.”


Mandag testede Rune Staudt for første gang den racer, som han i weekenden får sin debut med i MASCOT DTC
(Foto: Staudt Motorsport)

En racerbil blev fundet og det private team blev forstærket med bl.a. Jesper Lund og Karsten Hansen, som tidligere har skruet for topteams i DTC. Og mandag fandt den første test så sted.

”Det var grænseoverskridende til at starte med, men megafedt at se, at tiderne bare kom længere og længere ned. Jeg nåede ned på en omgang på 1.11,6, men det var på nogle dæk, som et andet team havde kasseret, så det var ikke helt hen i vejret. Det føles rigtig godt, og jeg er megaspændt på løbet,” siger Rune Staudt, som tilbage i 2014 blev Danmarksmester i rallycross-sportens hurtige Super 2000-klasse.

”Den største udfordring var at finde balancen og finde ud af, hvor grebet var, når man drejede ind. Jeg har aldrig kørt baghjulstræk før, men det fandt jeg hurtigt ud af. Jeg kommer også fra rallycross, hvor man kører på grænsen hele tiden. Til testdagen havde jeg en målsætning om, at jeg hverken skulle snurre eller køre i sandkassen, og det gjorde jeg heller ikke. At tiderne så støt og roligt kom ned omgang for omgang, var bare dejligt.”

Rune Staudt er den tredje kører, som i denne sæson rykker fra DS3 Cuppen til MASCOT DTC-serien. Andreas Nesset, Norge, har haft en fuld sæson i klassen, mens Jacob Mathiassen, Hobro, også vil være med ved Yokohama DM-Finalen efter at være debuteret ved GP Danmark.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Rune Staudt
  • Jyllandsringen
  • 01/10/17 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport