Den hurtige dansker debuterer i Ferrari Challenge, hvor han sammen med Formula Racing skal sikre topresultater i weekendens sæsonfinale på italienske Mugello. Det 20-årige racertalent Nicklas Nielsen, som tidligere på året indgik en sponsoraftale med Formula Racing, skal i den kommende weekend prøve kræfter med den benhårde Ferrari Challenge-serie. Nicklas indsættes i Pro-klassen i en Ferrari 488 Challenge og skal være med til at sikre det danske Ferrari-team topresultater i den afgørende sæsonfinale på Mugello-banen i Italien.
(Foto: Formula Racing)
– Det er en rigtig fed chance for mig. Finali Mondiali er et mekka for Ferrari-fans, og det bliver fantastisk at være en del af showet og ikke mindst at kunne være med til at hente gode resultater til Formula Racing, lyder det fra Nicklas Nielsen, som sluttede onsdagens træning som hurtigste Pro-kører i Trofeo Pirelli-serien.
– Bilen har ekstremt meget power! Den føles ganske vist både tungere og blødere end min Formel 4-racer, men den trækker som et ondt år og er virkelig en oplevelse at køre. Med 49 biler i feltet bliver det svært at få en omgang uden trafik, men med lidt held får jeg en god kvalifikation, så jeg kan starte forrest i weekendens første løb fredag.
(Foto: Formula Racing)
Den hurtige aarhusianer har i 2017 deltaget det tyske Formel 4-mesterskab for US Racing – et team ledet af den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher – hvor han hentede flere podieplaceringer og sluttede sæsonen på en sjetteplads. Han var i sidste uge bag rattet af en Ferrari 488 Challenge for første gang, og testen gik så godt, at teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen, besluttede at indsætte den unge kører til verdensfinalen i Italien.
– Nicklas kørte en rigtig god test, hvor han hurtigt blev komfortabel med bilen, og med dagens træning, hvor han sluttede af som hurtigste mand, ser det rigtigt spændende ud. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen i Pro-klassen er hård, men trods hans unge alder er Nicklas allerede en erfaren kører i både åbne og lukkede biler, så vi forventer os meget af hans indsats, lyder det fra Allan Jørgensen.
(Foto: Formula Racing)
Finali Mondiali er en årligt tilbagevendende begivenhed, som traditionelt markerer sæsonafslutningen på Ferrari Challenge-serien, men som også giver nogle af de mest lidenskabelige Ferrari-ejere mulighed for at teste deres biler til det yderste i Ferrari Corse Clienti-programmet. Det betyder, at det mange tusinde tilskuere får mulighed for at se de mest eksotiske Ferrari-modeller i aktion, samt opleve tidens mest epokegørende Formel 1-biler i levende live.
Tre mesterskaber i spil for Formula Racing
Finali Mondiali samler Challenge-serierne fra Europa, Nordamerika og Asien og tæller i år 101 kørere, hvilket overstiger sidste års event på Daytona International Speedway i Florida. Formula Racing stiller med hele 12 kørere i pitgaragen og bringer derudover også danskejede Formel 1-biler og FXX-modeller samt en større gruppe inviterede gæster fra Formula Automobile.
Og spændingen bliver ikke mindre af, at der er hele tre mesterskaber i spil for Formula Racing. Topkørerne Johnny Laursen og Jens Liebhauser fører nemlig deres respektive serier, Copa Shell og Trofeo Pirelli Am, mens Formula Racing fører det samlede teammesterskab. Det danske team har således mulighed for at sikre sig tre titler i årets Challenge-program.
(Foto: Formula Racing)
Onsdagens træning følges op af yderligere to træningssessions torsdag, mens der afvikles kvalifikation og løb fredag og lørdag – før den endelige verdensfinale søndag.
Formula Racings indsats til Ferrari Mondiali kan løbende følges på Facebook.
Formula Racing
Læs mere om: Nicklas NielsenFormula Racing |