Banesports-talentet: Christian Sørensen fra Varde har oplevet en spændende 2017-sæson som første års-deltager (rookie) i Danmarks skrappeste asfaltbane-klasse: MASCOT Danish Thundersport Championship (DTC).
- Springet til en baneracer med en potent 5,7 liters V8-motor (445 HK) blev en ultimativ oplevelse, konstaterer Christian Sørensen. - Konkurrencen i MASCOT DTC-serien er intens og tæt, hvor mange af konkurrenterne har været med lige fra løbsseriens introduktion i Danmark i 2012. Ambitionerne for min debut-sæson var derfor et rookie-mesterskab samt at bide mig fast til TOP OTTE i kvalifikations-heatene.
Mange tilskuere ved Yokohama DM-finalen blev vidner til Christian Sørensens flotte fight for rookie-titlen
- Christian viste gode evner som karting-chauffør på internationalt niveau, supplerer teamchef og far Erik Sørensen. - Dette fortsætter han på asfaltbanerne. Han har vist god fornemmelse for at score den afgørende tidtagning, både hvad angår frit spor og optimal udnyttelse af dækkenes greb i asfalten. Allerede ved sit andet motorløb scorede han således en startplacering som otter, hvilket skete på den vanskelige bybane i Århus. Nærkontakt med sikkerheds-dækvolden i en chikane slukkede dog mulighederne for scoring af placeringspoints.
Sørensen vandt rookie-pokalen 4 gange ud af 7 mulige og blev samlet rookie-mester 2017
I løbsserien bestemmer tidtagningen, hvor deltagerne skal starte på gridden i første kvali-heat. Slutresultatet i kvali-heat 1 afgør startplaceringerne i kvali-heat 2, men med den ekstra finte, at de otte bedstplacerede flippes rundt. Startgridden i finaleheatet bestemmes herefter af kørernes sammenlagte 2 placeringer i kvali-heatene.
- Efterårs-slutspurten i MASCOT DTC-serien har været sjov og spændende, fortsætter Christian Sørensen. - Jeg havde aldrig tidligere kørt på løbsseriens anden bybane ved Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP). Her blev jeg nr. 12 i tidtagningen, men fandt mere og mere fart i raceren under motorløbet. Derfor hjemkørte jeg en syver i finalen, og jeg blev samtidig bedste rookie.
Der fightes millimetertæt om placeringer i MASCOT DTC-serien, hvor Christian Sørensen er i front for mange konkurrenter
Årets største asfaltbaneløb i Danmark er Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. 2017-udgaven bød på svære udfordringer for kørerne, idet regnbyger vekslede med højt solskin.
- Ved Grand Prix Danmark fik jeg truffet nogle fornuftige beslutninger omkring dækvalg, konstaterer Christian Sørensen. - I finalen startede jeg på regnvejrsdæk som syver. Jeg øgede speeden gennem hele finale-heatet, og på andensidste omgang lå jeg på en toer, men blev herefter overhalet af to konkurrenter på tørvejrsdæk. Helt frem til andensidste sving øjnede jeg muligheden for en podieplacering (TOP TRE). Jeg susede derimod over målstregen som firer, men blev bedste rookie.
TV-interviews er nu blevet en del af racing-gamet for Christian Sørensen
Inden Yokohama DM-finalen på FDM Jyllandsringen lå Christian Sørensen på en samlet tredjeplads i rookie-mesterskabet: - Jeg scorede min bedste tidtagning i år med en startplacering som nr. 4 i første kvali-heat. Tidtagningen foregik i regnvejr, men man skal tro på DTC-raceren og derfor bremse sent, selv om der ikke er meget greb i asfalten. Alt i alt har jeg forbedret mig med omkring halvandet sekund pr. baneomgang gennem min debut-sæson, hvilket er meget i racing på topplan.
Christian Sørensen ser frem til en spændende 2018-sæson
Christian Sørensen sluttede som nr. 4 og 6 i de 2 kvali-heat, og skulle derfor starte som firer i finalen: - Meget var på spil for konkurrenterne til MASCOT-mesterskabet. Jeg valgte derfor at holde mig ude af infighten og gå målrettet efter rookie-titlen. Slutresultatet blev en femteplads, og samtidig scorede jeg de afgørende matchpoint til rookie-mesterskabet. Jeg har været bedste første års-deltager i 4 ud af de 7 løbsafdelinger i 2017.
- Christian har vist en formidabel fremgang gennem 2017-sæsonen, afslutter Erik Sørensen. - Samtidig har vi oplevet et godt samarbejde i topteamet: STARK Racing / MASSIVE MOTORSPORT, hvor teamchef er den flerdobbelte DTC-mester: Casper Elgaard. Vi satser på en 2018-sæson sammesteds, og spændende forbedringer venter derfor forude. Christian har været meget tæt på flere podieplaceringer i år, og en slutplacering i TOP TRE bliver derfor målet for 2018!
Teamchef Erik Sørensen giver sønnike Christian coachning om racing-forbedringer
Racingteam Christian Sørensen Åge Keseler Kirketerp Læs mere om: Christian SørensenJyllandsringen01/10/17 - Jyllandsringen - DTC |