Rally   31/10/17

Hektisk opgør på smalle alpeveje
Femte og næstsidste runde af Tour European Rally-series i Schweiz gik ikke helt, som Simon Vallentin, Gislinge, og Ole Frederiksen, Skibby, havde håbet. De kunne dog tage hjem med en andenplads fra weekendens TER2-opgør i Internationale Rally du Valais i alpelandets sydvestlige hjørne.

Samtidigt tog de fjerdepladsen i R2-klassen, der havde 20 biler til start, deriblandt 17 schweiziske hold, som hjemmevante kunne tage fat på rallyets godt 203 kilometer og teknisk meget krævende hastighedsprøver.


Simon Vallentin og Ole Frederiksen på en af de smalle hastighedsprøver i den schweiziske TER-runde, Rallye International du Valais 2017
(Foto: Simon Vallentin & Enzo Mahinc + TER)

Afgørende finalerunde
Efter turen på de smalle veje i bjergene sydøst for Genfer-søen, er den danske duo i en Opel Adam R2 fortsat på en samlet andenplads i TER2-opgøret med de førende belgiske rivaler Joachim Wagemanns og Francois Geerlandt i en Peugeot 208 R2.

Belgierne har ganske vist øget deres forspring fra syv til 15 point i forhold til Vallentin og Frederiksen, men kampen om den samlede førsteplads er stadig åben, og afgøres først i den italienske finalerunde, Rally Tuscan Rewind, den 24. november.


Simon Vallentin og Joachim Wagemanns (t.v.) sætter tempoet i TER2 Cuppen for R2-biler - de to kører i henholdsvis Opel Adam og Peugeot 208
(Foto: Simon Vallentin & Enzo Mahinc + TER)

20 ud af 84 udgik
Kampen om placeringerne i den schweiziske TER-runde omkring Martigny foregik til dels på veje smallere end smalle, mere eller mindre fugtige eller våde, og med årstidens lave temperaturer in mente med risiko for glat føre. Det fik betydning for resultaterne. Enkelte udgik tidligt i løbet, mens 14 af ialt 20 udgåede hold udgik på rallyets sidste fire hastighedsprøver. Rallyet havde 84 biler til start.

Simon Vallentin og Ole Frederiksen kunne have været iblandt disse, men slap dog heldigt fra et intermezzo tidligere i løbet, der generelt var krævende med hensyn til optimale valg af dæk.

Vandt syv ud af 13 prøver
- På halvkolde dæk og i et skarpt højresving lige efter starten på en af de indledende hastighedsprøver havde vi en snurretur, men et autoværn reddede os heldigvis fra en udflugt på en dyb skrænt. Bilen fik en skramme, men ikke værre end at vi kunne fortsætte. Og på en anden prøve var der for meget vand til at køre 100 pct. i forhold til de dæk, vi havde på bilen, så på de tre første prøver tabte vi 35 sekunder til Wagemanns, forklarede Simon Vallentin efterfølgende og tilføjede:

- Men på de følgende fem prøver fik vi reduceret hans forspring til 11 sekunder. Samlet kørte vi fra Wagemanns på syv af løbets hastighedsprøver, kørte Top 3-tider i R2-klassen og havde hurtigste tid på en af dem. Wagemanns har tre års erfaring fra mange løb på snævre alpeveje, og drog fordel deraf i starten, så på den baggrund er jeg godt tilfreds med at være hurtigere end han på over halvdelen af prøverne i mit første rigtige bjergrally.

Alligevel lykkedes det for belgierne at fastholde deres forspring i den samlede TER2-stilling og endda øge det.


Simon Vallentin og Ole Frederiksen (t.v.) i en af løbets pauser, mens deres bil bliver gjort klar til nye sekunddueller
(Foto: Simon Vallentin & Enzo Mahinc + TER)

”Fair tid“ fik indflydelse
Årsagen var andres uheld. På den sidste hastighedsprøve stoppede Wagemanns i tre minutter for at sikre, at et andet TER2-hold var uskadt efter en rulletur. Efterfølgende fik han tildelt en såkaldt ”fair tid“ baseret på en teoretisk beregning af hans tid.

Da Simon Vallentin ved sin ankomst målfeltet så Wagemanns bil, antog han at denne var blevet sinket af en punktering. Den egentlige årsag blev først afklaret ved ankomsten til målet i Martigny.

Forinden havde størst delen af feltet på den 32 kilometer lange og tredjesidste prøve fået ”fair tid“, da prøven blev lukket på grund at fire havarerede biler. Derved blev Simon Vallentin afskåret fra at udnytte den lange prøve til at køre sig yderligere ind på sin belgiske rival.

At danskerne også var hurtigst på løbets to sidste prøver, var ikke nok til at indhente rivalerne, der sluttede i tiden 2:18:51,7, mens danskernes samlede tid var 2:19:16,4.

- Vi kørte det bedste, vi kunne, men nu ser vi frem til finalen og satser på, at vi kan hente det sidste og vinde TER2 Cuppen, sluttede Simon Vallentin.

Vallentin Motorsport

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Simon Vallentin

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto