”Nu skal det endelig afgøres.” Ordene kommer fra Ib Kragh, der i lang tid har ventet på, at oktober ville være omme, så han og det øvrige team i den første weekend af november kunne starte i Int. Rally Denmark – det afsluttende løb i kampen om årets Danmarksmesterskab. ”Nu har jeg gået i fem uger og ventet på, at den finale skulle afgøres,” siger Ib Kragh. ”Jeg glæder mig til at få det overstået. Jeg må indrømme, at det løb har fyldt en hel del i hovedet i den seneste tid. Men vi har haft god tid til at gøre bilen klar, og den er 100 procent i orden.”
'Det mesterskab skal jeg bare have med til Juelsminde' siger Ib Kragh (Foto: Morten Alstrup)
Ib Kragh og hans co-driver Freddy Pedersen kommer som forhåndsfavoritter til Int. Rally Danmark, der med base i Kjellerup afvikles med hastighedsprøver i og nord for Viborg samt mellem Hammel og Silkeborg. Sejre i Juelsminde Rally og Rally Roskilde har bragt dem frem på førstepladsen i kampen om Dansk Super Rally – et Danmarksmesterskab, de satser på at vinde.
”Vi har det bedste udgangspunkt, da vi fører inden løbet, og jeg vil være vildt glad for at vinde Danmarksmesterskabet på tværs af alle klasser,” siger Ib Kragh. ”Der er mange, som har knoklet for det igennem mange år, og jeg skylder dem den titel. Det mesterskab skal jeg bare have med til Juelsminde!”
Int. Rally Danmark er et løb, der opfylder mange af hans drømme. Det bliver på over 600 kilometer, hvoraf godt 162 er hastighedsprøver, hvor der skal kæmpes mod stopuret.
”Det er lang tid siden, at vi har kørt et så langt løb herhjemme. Det er noget af det, jeg har efterlyst,” siger han. ”Det er vigtigt, at vi ikke satser butikken, sådan som det tidligere har været nødvendigt for at holde liv i vores DM-chance. Der er nogle nye prøvenavne, som vi ikke kender fra tidligere, men også nogle, som vi har stiftet bekendtskab med før. For to år siden blev løbet – og Danmarksmesterskabet – afgjort på den prøve, som hed Demstrup, og den skal vi også skal køre i år. Denne gang er det heldigvis ikke den sidste prøve…”
IK Rally Racing Læs mere om: Ib KraghAns05/11/17 - Ans - DM Rally - DM |