Rally   22/01/18

Lasse M. Sørensen varmede op i vinterkulden
Rallykøreren fra Hammel tilbragte fem dage i Norges sne forud for sæsonstart
Selv om der endnu er et par måneder til, at Lasse M. Sørensen skal i gang med sin 2018-sæson, er han allerede begyndt på opvarmningen. En uge er således blev tilbragt i Norge, hvor der blev trænet på is, sne og grusveje.

”Vi deltog i den rallyskole, som norske John Haugland i en lang årrække har arrangeret ved Geilo mellem Bergen og Oslo, og som er berømt i hele verden,” fortæller Lasse M. Sørensen. ”Gennem årene har han været med til at udvikle mange talenter, som er endt med at blive VM-kørere. Det var en rigtig god og lærerig oplevelse.”


På en tilfrosset norsk sø gav Lasse M. Sørensen den gas

”Jeg fik en masse erfaring og knowhow om at køre på løst underlag, og der indgik også en helt personlig evaluering, hvor John Haugland fortalte om, hvad jeg skulle arbejde på omkring forberedelse og under løb. Han øsede ud af sin lange erfaring og fortalte om, hvordan jeg kunne overføre mange af de ting, jeg gør, når vi kører på asfalt, til hastighedsprøver på grus og løst underlag.”

Rallyskolen tog sin begyndelse på et baneforløb, der var anlagt på en tilfrosset sø.

”Kørselsretningen blev vendt undervejs, og det gjorde, at man hele tiden skulle arbejde med opsætningen af bilen, for forløbet var helt anderledes, når vi skiftede retning,” siger Lasse M. Sørensen. ”Man kunne virkelig lære bilen at kende og prøve sine grænser af til det yderste uden at frygte noget, for kørte du af, sad du bare fast i sneen…”

Senere fulgt nogle dage, hvor der blev kørt på to hastighedsprøver meget lig dem, man kan finde under et grusrally. ”Min fart blev højere og højere, og det gik bedre og bedre, og jeg blev godt tilpas med den grusundervogn, som jeg ikke havde prøvet på bilen før.”

Hjemme igen fra Norge er Lasse M. Sørensen, hans co-driver Mette Jensen og mekanikerteam nu i gang med at forberede 2018-sæsonen.

”Vi vil gerne køre en hel DM-sæson igen og få et Danmarksmesterskab hjem, og så vil vi også gerne køre nogle udenlandske løb igen,” siger Lasse M. Sørensen. ”Det bliver hovedsageligt i den tyske mesterskabsserie og i Belgien, vi vil køre, men vi kunne også godt tænke os at køre det tyske VM-rally. Vi har allerede forberedt os på det løb, hvor vi øvede os på at lave noter til det krævende løb. Det vil helt sikkert give os en god forberedelse til dette års løb.”

Lasse M. Sørensen og Mette Jensen er i øvrigt et af fire hold, der er nomineret til titlen som årets rallymandskab 2017 til Dansk Motorsport Award. Man kan stemme på dem her: https://bonnier.typeform.com/to/zCM7ln.

Lasse M. Sørensen


Læs mere om:
  • Lasse M. Sørensen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk