SportsCar Championship   26/01/18

Jan Magnussen hurtigst på Daytona: Pole position til årets første 24-timersløb
Jan Magnussen var hurtigst i kvalifikationen til 24 Hours of Daytona på den berømte racerbane i Florida. Danskeren starter forrest i GTLM-klassen, når løbet skydes i gang lørdag aften dansk tid.

Sæsonen begynder godt for Jan Magnussen og Corvette Racing, som torsdag aften dansk tid kørte sig til pole position i kvalifikationen til årets udgave af 24 Hours of Daytona. Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller starter dermed forrest i GTLM-klassen, når løbet skydes i gang lørdag aften dansk tid.


(Foto: Richard Prince)

– Ærligt talt er jeg lidt overrasket over, at det lykkedes os at finde så meget fart til kvalifikationen. Men en perfekt sammensat omgang kombineret med en massiv 'tow' fra min teamkammerat Oliver Gavin var dét, der skulle til. Jeg kunne tydeligt mærke, at der var krudt i bilen, og det er en fantastisk fornemmelse at starte sæsonen med en pole position. Det er en kæmpe belønning til hele teamet, som har knoklet så hårdt for at blive klar til årets første udfordring, lyder det fra Jan Magnussen, som sluttede med Ford-køreren Joey Hand lige i hælene.


(Foto: Richard Prince)

– Vi har et langt løb foran os, og der kan ske hvad som helst. Men lige nu føles det fantastisk, og det giver teamet et vigtigt boost. Vi fik vist, at den ældste bil i feltet stadig er hurtig, og at vi har sat noget sammen, som virker. Og selvom løbet varer et døgn, så kan en pole position godt ende med at have afgørende betydning. For to år siden tabte vi eksempelvis løbet med 0,034 sekunder.


(Foto: Richard Prince)

Årets udgave af 24 Hours of Daytona flages grønt lørdag k. 20.40 dansk tid. Det samlede felt består af intet mindre end 50 biler fordelt på tre klasser. Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller stiller op for Corvette Racing i GTLM-klassen, hvor konkurrenterne tæller fabriksteams fra BMW, Porsche, Ferrari og Ford. Magnussens danske kollega, Christina Nielsen, stiller op i GTD-klassen for Porsche-teamet Wright Motorsports. Nielsen starter løbet fra en niendeplads.

Tidsplan – 24 Hours of Daytona

Fredag 26. januar
Kl. 09.40 (15.40) – Træning #4 (60 min)

Lørdag 27. januar
Kl. 14.40 (20.40) RACE (24 timer)

How to watch!
Livetiming, resultater og anden information uploades løbende på imsa.com. Fans udenfor USA kan desuden følge sæsonens løb LIVE online.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Daytona
  • 28/01/18 - Daytona - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto