Diverse   09/03/18

To Danmarksmesterskaber sikrer ikke karrieren
I Hedensted, Jylland, arbejder den 19-årige racerkører Daniel Lundgaard i øjeblikket på højtryk for at sikre sin karriere. Mange vil sikkert tro, at hans karriere var på skinner, efter han har vundet Danmarksmesterskaber to år i træk, men sådan forholder det sig desværre ikke for den talentfulde teenager.

I 2016 skiftede Daniel Lundgaard fra gokart, hvor han blandt andet vandt DM og fik en femteplads ved VM, til racerbiler og det gjorde han så suverænt, at han vandt Danmarksmesterskabet i Formel Ford med 13 sejre og dermed matchede Kevin Magnussens rekord for antal sejre i en sæson.

I 2017 tog Daniel Lundgaard skiftet til den nye Formel 4 serie og efter at have vundet 7 sejre i løbet af sæsonen vandt han det første Danmarksmesterskab i serien.


(Foto: Jan Kaiser)

Med to flotte Danmarksmesterskaber i motorsportens rugeklasser bag sig, ville de fleste nok tro, at den videre karriere i motorsport lå lige for. Men at opbygge en karriere i motorsport koster penge og her er Daniel stødt på motorsportens store problem. Uden penge er det svært at komme videre i en hurtigere klasse.

“Lige nu har jeg ingen aftaler på plads for 2018” fortæller en ærgerlig Daniel Lundgaard. “Jeg har haft kontakter omkring standardvogne og sportsvogne både i Danmark og i udlandet, men budgetterne er langt højere end det, jeg i øjeblikket kan stille med. Så i øjeblikket arbejder jeg hårdt på at finde sponsorer og samarbejdspartnere med henblik på finde et sæde for 2018. Det er selvfølgelig ikke ideelt, at planerne for sæsonen ikke er på plads endnu. Men jeg tror på, at jeg har så meget, at kunne tilbyde en samarbejdspartner, at det nok skal lykkes”.

Et af de spændende tiltag Daniel har gjort for at få fat i sponsorer, at han sammen med sin lillebror Christian Lundgaard, der er tilknyttet Renault Formel 1 teamets juniorprogram, har oprettet Lundgaard Racing Club.

“Vi håber der er nogle firmaer, der kan se de muligheder, de kan opnå ved at samarbejde med os. Vi er ikke kun interesseret i at få dem som sponsorer, vi vil gerne have dem som samarbejdspartnere, så de også kan mærke, at de får noget for deres investering”.

Lundgaard Racing Press
facebook.com/lundgaardracing

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Daniel Lundgaard

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto