Supertourisme   09/03/18

Nummer 48 vil være nummer 1
Nummeret er det sædvanlige. Frederik Nymark har nr. 48 på siden af sin racer i superklassen i dansk motorsport. Men der er så meget andet, der er anderledes, og den kommende sæson i OK MOBIL 1 DST bliver den helt store udfordring for den unge Nymark.

Noget af det nye er bilen. Frederik Nymark vil ikke blot kunne køre stærkt. Han vil også køre flot. Med 2018-udgaven af supertourisme V6 præsenterer Nymark Racing en virkelig flot design. Den blå farve bliver mere dominerende, og på hver bil er der en farvestribe, der går igen i kørernes dragter.

2018-bilen blev præsenteret i Racehall i Viby, og Frederik Nymark var ikke alene.

En veloplagt Michael Outzen præsenterede et nyt superteam. Outzen, der selv vandt mesterskabet i den første DST-sæson i Danmark, er teamchef i Nymark Racing, og han har ikke alene nogle dygtige mekanikere til at skrue på bilerne. Han skruer også selv op for forventningerne.

- Sidste år bestod Nymark Racing blot af en enkelt bil. Nu stiller vi op med fire, og vi går helt klart efter at blive det bedste team i 2018-sæsonen, sagde Michael Outzen.

Ud over Frederik Nymark består teamet også af Louise Frost, Kristian Thorsen og Lasse Poulsen. Det er således noget af et firkløver, som Michael Outzen bliver chef for.

Det er Frederik Nymark selv, der har overtaget ejerskabet af Nymark Racing efter sine forældre. Han har dermed rigtig meget på spil i den kommende sæson.

- Selvfølgelig er det en stor udfordring at gå fra én til fire biler og nu selv stå som ejer af Nymark Racing, indrømmer Frederik Nymark.

Selv holder han også startsnoren stram i bil nr. 48. Efter at være blevet nr. 2 i både 2016 og 2017 er der i 2018 kun ét resultat, der vil være tilfredsstillende for Frederik Nymark.

- Jeg skal blive nr. 1 og vinde superklassen. Alt andet vil være en skuffelse.

Frederik Nymark ved også, hvad han skal gøre anderledes i år.

- I 2017-sæsonen havde jeg besluttet, at det vigtigste var at være stabil. Altså det hele tiden at køre points ind på mesterskabskontoen. Det viste sig også at være den rigtige strategi, men alligevel mistede jeg tålmodigheden og blev for ivrig i sæsonfinalen. Det kostede. Og det er den fejl, jeg skal undgå at lave i år.

Frederik Nymark, Louise Frost, Lasse Poulsen og Kristian Thorsen har de flotte biler med på en træningslejr i Tyskland i næste uge.

Poul Erik Thomsen


Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • Kristian Thorsen
  • Lasse Poulsen
  • Louise Frost
  • Nymark Racing

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk