16-årig svensker bliver nyt navn i MASCOT Danish Thundersport Championship Når sæsonstarten i MASCOT Danish Thundersport Championship finder sted søndag den 13. maj på FDM Jyllandsringen, bliver det med en interessant svensk debutant i startfeltet. Det er den blot 16-årige Filip Sandström, som tager springet fra mærkeklasseracing, og han håber på at kunne fortsætte sin aldeles imponerende karriere for BESA Motorsport, hvor han bliver teamkammerat med Emil Bertilsson, som kører i DS3 Cuppen, der er supportklasse for DTC. Det er godt seks år siden, at Filip Sandström begyndte i motorsporten. Det var naturligvis i karting, og efter tre sæsoner i de små, hurtige jernrammer tog han dengang som 12½-årig licens til at køre bilrace. Debuten fik han i sit hjemlands Renault Junior Cup, hvor han sammen med andre svenske teenagere i aldersgruppen fra 13 til 18 år kørte race i en Renault Clio. I den første sæson blev han toer i mesterskabet, og i 2016 kunne Filip Sandström så kalde sig svensk mester.
Filip Sandström bliver en af sæsonens debutanter i MASCOT DTC-serien (Foto: BESA Motorsport)
”Sidste år besluttede vi os for, at Filip skulle have en ny udfordring, så han begyndte som 15-årig at deltage i DS3 Cuppen,” fortæller hans far, Johan Sandström. ”Det var første gang, at Filip kæmpede mod voksne kørere, og det gik utrolig godt. Filip vandt tre af de 12 løb og kom på podiet i alt ni gange. Sæsonen sluttede med andenpladsen i mesterskabet og han vandt både Rookie- og U21-titlen.”
”Da vi fornemmede, at det ville være svært at gøre det ret meget bedre ved endnu en sæson i DS3 Cuppen, valgte vi atter at gå en klasse op, og vi valgte derfor at lade Filip starte i DTC.”
Filip Sandström starter i den kommende sæson i en Ford Mustang, som han flere gange har testet forud for sæsonstarten. Således havde han tilbage i marts taget turen til Italien for at lære sin nye bil at kende.
Løbsdebuten i den nye bil finder altså sted den 13. maj, og det skal blive spændende at se, om skoleeleven – han går i niende klasse i Göteborg-forstaden Västra Frölunda – kan fortsætte sin imponerende række af resultater. I sine tre år i bilsporten har han i sine 41 starter været på podiet 32 gange, og han er aldrig sluttet et løb dårligere end som nummer syv.
MASCOT DTC
FDM-DTC Motorsport A/S Morten Alstrup Læs mere om: Jyllandsringen13/05/18 - Jyllandsringen - DTC |