DM Rally   11/06/18

Både podieplads og exit til Rally Team Mejer
Rally Team Mejer var lørdag den 9. juni taget til Kolind på Djursland, for at deltage i Rally Djursland, som var 4. afdeling om det danske mesterskab, både i den historiske klasse, og Autoplus Dansk Superrally 2018.
Både Heino Mejer, Horsens og Bo Mølgaard fra Barrit i den ene fine Volvo 242 Turbo, og Kurt Mejer og Steen Bøgelund i den identiske Volvo 242 Turbo, var opsatte på at der skulle point med hjem på kontoen til de to mesterskaber.

Rally Djursland var, lidt usædvanligt for danske arrangementer, tilrettelagt med en stor del af hastighedsprøverne på små og smalle grusveje på det sydlige Djursland. Det var mere end 20 år siden der sidst var blevet kørt rally i dette område, så både vejenes forløb og beskaffenhed, indeholdt ganske ukendte faktorer for de deltagende mandskaber.
Inden starten, havde begge mandskaber i Rally Team Mejer forudset store udfordringer, specielt på grusvejene. En ældre baghjuls trukket bil med mange hestekræfter er ikke det bedste køretøj at køre med under de betingelser. Tankerne omkring løbet viste sig desværre at holde stik.


Heino Mejer og Bo Mølgaard kørte et perfekt Rally Djursland, og har stadig muligheden for at slutte Autoplus Dansk Super Rally helt på toppen af podiet
(Foto: POST – Allan Post Christiansen)

Efter en god start på første hastighedsprøve, hvor Heino Mejer og Bo Mølgaard kom i mål som nr. 1 i den historiske klasse, og som en flot generel nr. 7, og hvor Kurt Mejer og Steen Bøgelund snuppede 3. pladsen i den historiske klasse, men måtte se sig henvist til en 20. plads i den generelle stilling, gik det galt for bilen ført af Kurt Mejer.

Løbets anden hastighedsprøve skulle vise sig at være katastrofal for teamet. Efter en top med et lille hop, slap grusvejen op for Kurt Mejer og Steen Bøgelund, og de måtte ud i botanikken. Der var simpelthen ikke grusvej nok til at få bilen bremset ned efter hoppet, med det resultat at den landede i skoven, og ramte en del store træer undervejs, inden den blev stoppet af et massivt træ. Der skal nu gang i det store strygejern endnu engang hjemme på værkstedet. Kurt Mejer håber at blive klar til sæsonstarten i begyndelsen af august.

Bedre gik det for Heino Mejer og Bo Mølgaard. På trods af store problemer med servo pumpen på hastighedsprøve fire og fem, og et knækket gearkasseophæng fra prøve seks til de kom i mål på prøve ti, lykkedes det at køre en 1. plads hjem i den historiske klasse, og at slutte på en flot, flot generel 4. plads da den samlede stilling blev gjort op efter sidste bil var kommet i mål.

At det lykkedes for Heino Mejer og Bo Mølgaard at gennemføre løbet, og lande helt tæt på en podieplads i den generelle stilling, skyldes først og fremmest hjælp fra René Pallesen og Alex Westphalens servicemandskab, samt en virkelig god og effektiv indsats fra eget serviceteam, da servo pumpen på bilen blev skiftet i rekordfart i pausen imellem 5. og 6. hastighedsprøve.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund måtte udgå allerede på prøve 2 - arkivbillede fra Anderup El Rally 2018
(Foto: RallyFoto.dk – Alex Rasmussen)

Gearkasseophænget, som knækkede på prøve seks, kunne det ikke lade sig gøre at skifte indenfor den tilladte tid til service. Derfor blev de resterende prøver kørt med en løs gearkasse og reduceret fart. Det lykkedes trods det at komme igennem hele løbet med et godkendt resultat, som var meget bedre end der kunne håbes på, dagens problemer taget i betragtning.

I både Autoplus Dansk Super Rally og det historiske mesterskab for biler over 2.000 ccm, er pointene fordelt så jævnt, at alt endnu kan ske i løbet af de to sidste afdelinger af mesterskaberne. I Autoplus Dansk Super Rally er der for Heino Mejer og Bo Mølgaard kun 16 point op til 3. pladsen, som indehaves af Esben Hegelund og Karsten Isaksen, imens der i det historiske mesterskab blot er 6 point op til Søren Bøgeskov og Christian Fisker, som fører efter de første fire afdelinger.

Efter Djursland Rally 2018, ligger de to mandskaber placeret som følger:

Autoplus Dansk Super Rally – efter 4 afdelinger:
Heino Mejer / Bo Mølgaard: 4. plads – udgået af 1. afdeling – alle 6 afdelinger tæller.
Kurt Mejer / Steen Bøgelund: 30. plads – udgået af 1. og 4. afdeling – alle 6 afdelinger tæller.

Dansk Mesterskab for historiske biler – klasse 14 – efter 3 afdelinger:
Heino Mejer / Bo Mølgaard: 2. plads – udgået af 1. afdeling
Kurt Mejer / Steen Bøgelund: 3. plads – udgået af 1. og 4. afdeling

Rally Team Mejer

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer
  • Kolind
  • 09/06/18 - Kolind - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk