Det blev til en pæn pokalhøst for Michael Klostermann og Perfection Racing til Grand Prixet på Jyllandsringen. En 3. plads i GT-B klassen i lørdagens løb blev fulgt op af to klassesejre i de to løb om søndagen. Lørdagen bød ikke helt på de resultater, som man havde sat næsen op efter. Der var masser af tempo i bilen, men skiftende vejr satte sit præg på både kvalifikationen og dagens løb. Efter en rigtig god start havde Michael Klostermann en snurretur, som sendte ham ned i den bagerste del af feltet og derefter drejede det sig om at få reddet, hvad der reddes kunne.
Masser af tilskuere dannede en perfekt ramme om Grand Prixet på Jyllandsringen (Foto: Henning Smed)
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Ginetta'en kørte fantastisk og Michael kørte sig hurtig op imod den rigtige ende af feltet igen. På de sidste omgange var andenpladsen i GT-B klassen i sigtet, men der var ikke helt omgange nok tilbage, så det blev til en 3. plads et halvt sekund efter nummer to. Bakspejlet var til gengæld også fyldt helt op, for sølle 2/10 sekund bagved lå næste konkurrent. Joh, de sidste par omgange var rigtig spændende.
Forventningerne til søndagen var således store. 70 gæster fra teamets hovedsponsor, Red Horse, havde benyttet sig at muligheden for at se Ginetta'en køre i Danmark og Michael Klostermann var opsat på at give dem noget at se på. I søndagens løb undgik Special Saloon Car feltet at køre i regnvejr og en helt tør bane var lige, hvad der skulle til. I begge løb lavede Michael Klostermann et par super starter, hvor han vandt flere placeringer og han kunne derefter køre et par sikre klassesejre hjem. I finaleløbet blev det endda til en generel 6. plads i det 21 biler store felt.
Alle var glade. Bilen kørte lige som den skulle og ikke mindst, så fik den ikke en ridse. Så alt er klart til at den kan blive pakket i en container og sendt til USA, hvor næste opgave er et 24-timers løb i november.
En glad Klostermann - udsigten er bedst fra toppen af podiet (Foto: Henning Smed)
Perfection Racing
Henning Smed
Læs mere om: Jyllandsringen26/08/18 - Jyllandsringen - Special Saloon |