24H Series   06/09/18

Michael Carlsen starter i 24-timers løb i Barcelona
Det er med gode minder, at Michael Carlsen i denne weekend er til start i det efterhånden traditionsrige 24-timers løb på den spanske Formel 1-bane ved Barcelona. De to foregående starter har nemlig alle udløst besøg på præmiepodiet.

”Det er tredje gang, jeg kører i Barcelona,” siger racerkøreren fra Langeskov. ”Vi blev nummer tre i 2015, vandt i 2016 og kørte ikke sidste år, men så er vi her igen. Der er masser af biler tilmeldt. Godt 75 biler i alt, og i TCR-klassen, hvor vi starter, er der 18 biler, så den bliver hård.”

”Jeg tror, at vi har svært ved at følge med over en enkelt omgang, men vi kan bestemt klare os bedre henover løbet. Vi har lidt smallere dæk og lidt mindre motor end de øvrige biler i feltet, men vores Peugeot 308 er til gengæld også lidt lettere på grund af den mindre motor.”


For tredje gang skal Michael Carlsen køre på Formel 1 banen i Barcelona

Michael Carlsen stiller atter en gang op for Team Altran Peugeot, hvor han skal deltage sammen med de to franskmænd Thierry Boyer og Jérôme Ogay samt landsmanden Martin Gøtsche.

”Jeg kender de to franskmænd fra tidligere, men Martin har jeg rent faktisk ikke mødt før, så det bliver spændende at møde ham og arbejde sammen med ham,” siger Michael Carlsen. ”Men det er dygtige kørere, vi er oppe imod, blandt andet den spanske topkører Jordi Gené, som kører for Seat. Det er godt med konkurrence, og det bliver fedt at måle sig med dem for en, som kører bare to gange om året og bliver 55 år næste gang…”

”Sidste gang, jeg kørte løb, var i Dubai i januar, hvor vi blev nummer fem. Vi var lidt uheldige, men sådan er det med disse 24 timers løb. Man kan lave et godt resultat ved at holde hovedet koldt, for man vinder på at være med hele tiden og ikke bare satse på at køre nogle hurtige omgange, som man ikke kan præstere hele løbet igennem.”

Formel 1-banen i Barcelona er som nævnt ikke ukendt territorium for Michael Carlsen, da han har kørt der to gange før, men derfor passer den alligevel godt for ham.

”Jeg synes, at det er en fin bane, og der er mange variationer i svingene,” siger fynboen. ”Man kommer ikke sovende til noget. Det er en bane, hvor man skal være på hele tiden. En god lang langside og så både hurtige sving, men også langsomme sving, hvor du ligesom i Danmark skal helt ned i andet gear.”

Carlsen Motorsport


Læs mere om:
  • Michael Carlsen
  • Circuit de Catalunya
  • 09/09/18 - Circuit de Catalunya - 24H Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk