Ring Djursland byder på historiske lækkerier den 8.-9. september, når klassiske racere fra 60'erne, 70'erne og 80'erne indtager banens asfalt.
Midt i 60'erne var det biler som Ford Lotus Cortina, Volvo 544 og Amazon, der dominerede i den store standardvognklasse. Senere dukkede de første Porsche 911 modeller op i klassen. I de mindre klasser var Mini Cooperne sammen med Fiat Abarth og Hillman/Sunbeam Imp med til at sætte dagsordenen, og nu er der igen mulighed for at møde dem på Ring Djursland sammen med andre skønne biler fra perioden. Det samme gælder racerne fra de efterfølgende perioder som for eksempel Ford Escort i utallige versioner, BMW 2002 og CSL, NSU Prinz, Alfa Romeo Giulia og GTA samt Opel Kadett GTE.
De gamle klassikere, som denne NSU 1200TT kørt af Henrik Haase, vender tilbage på Ring Djursland i weekenden, den 8.-9. september (Foto: Ib Trebbien)
Oprindeligt kørte standardvogne og GT biler i forskellige klasser, men i dag er de på banen samtidig, og det betyder, at vi også kan glæde os over gensyn med eksotikere som Lotus Elan, Marcos, TVR, Datsun 240Z, og De Tomaso Pantera i felterne.
I Youngtimer klasserne er bilerne som navnet antyder, af lidt nyere årgang. Reglementet tillader serieproducerede standard og GT-biler, der var i produktion før 2003, så her dyster et bredt udvalg af BMW modeller mod rivaler fra Porsche, Peugeot, Citroën, Toyota, Lexus og VW.
Og for dem, der holder af kørsel på to hjul byder weekenden på tre motorcykelklasser
Der er aktivitet på banen fra klokken 8 lørdag morgen, hvor man starter med tidtagning for MC klasserne. Løbene indledes også af de tohjulede. Det sker klokken 11.45. Søndag begynder aktiviteterne klokken 9 og fortsætter frem til klokken 17.
Banen ligger, som den har gjort siden 1965, ved landsbyen Pederstrup, ikke langt fra Tirstrup på Djursland.
Ring Djursland
Ib Trebbien Læs mere om: Ring Djursland09/09/18 - Ring Djursland - Historisk |