24H Series   18/11/18

Perfection Racing i USA - 12 timers status
24 timers løbet på COTA i USA er brækket over i to sektioner på hhv. 12½ og 11½ times varighed, så det passer fint med en midtvejsstatus her efter lørdagens sektion er kørt og bilerne er stillet i parc ferme for natten.

Perfection Racing har haft, hvad man kan betegne som en begivenhedsrig start på løbet. Ja, faktisk var der allerede nok at se til inden løbet kom i gang, for under testen forud for løbet var bilen en tur af banen og fik lidt skader både foran og bagi. Alt i alt slap teamet rimeligt billigt, men det blev til lidt ekstra arbejde, inden man var klar til løbet.

Til gengæld fik teamet en god start. Man havde været langsomst af de 6 GT4 biler under kvalifikationen, men i selve løbet viste det sig, at forskellen mellem bilerne ikke var så stor og i kraft af, at Perfection Racings Ginetta viste sig at kunne køre noget længere på en tankfuld end de øvrige i klassen, så var man oppe og vende på førstepladsen i klassen, inden det var nødvendigt med det første pitstop.

Det affødte en vis optimisme i teamet, da man kunne se frem til måske at kunne spare et par pitstop i forhold til konkurrenterne, men den fordel viste sig at være ligegyldig efter omkring 6 timers kørsel, hvor bilen måtte slæbes i pit med, hvad der viste sig at være en knækket trækaksel.


Alt så lyst ud for Perfection Racing de første timer

Det var egentlig en relativt simpel operation, der skulle til. En ny trækaksel var klar, men en lille stump på ca. 4 cm af den gamle aksel havde sat sig fast, så det var nødvendigt at afmontere og adskille differentialet for at få den fri.

Så tikkede minutterne ellers afsted mens bilen stod adskilt i flere og flere dele i pitten. Men efter omkring 2 timer var bilen klar igen og teamet kunne fuldføre de første 12½ time af løbet.


Et trækakselbrud viste sig at være en hård nød at knække

Det lange pitstop har sat Perfection Racing håbløst langt tilbage i klassen, men paradoksalt nok er teamet stadig med i kampen om at blive 'Champions of the Continents'. Der er et andet hold i klassen, som også har sigtet indstillet på nævnte mesterskab - og netop det hold har også været udsat for massive problemer med deres Porsche Caymann i den første del af løbet.

Faktisk kan man sige, at kampen om mesterskabet er rykket fra banen og ind i pitten, for det team, som kan holde deres bil kørende er dem, som har det bedste bud på mesterskabet. Her har Perfection Racing det bedste udgangspunkt inden slutningen af løbet i morgen, for på trods af den langvarige reparation, er man stadig foran Porsche-teamet.

Perfection Racing

Henning Smed


Læs mere om:
  • Circuit of the Americas
  • 18/11/18 - Circuit of the Americas - 24H Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk