24H Series   19/11/18

Danske resultater i COTA 24H
Årets sidste løb i Creventics populære langdistanceserier er nu afsluttet på COTA Formel 1 banen i Texas, USA. 9 danske kørere fordelt på 3 teams deltog og man kan ikke ligefrem sige, at selve løbet var den store succes for nogle af dem.
Men i det samlede resultat set hen over hele sæsoner var der præmier at hente.

I TCR-klassen deltog Kim Holmgaard i Peugeot #308. Kim og hans franske team havde en mulighed for at vinde 'Champions of the Continents' i TCR-klassen og den mulighed satsede man på at udnytte.


Kim Holmgaard og Team Altran Peugeot

Efter kvalifikationen fortalte Kim, at bilen havde mere at byde på end den 6. plads man havde kvalet ind på og det må man sige, han havde ret i. Efter en god start lå teamet længe som toer i TCR og på trods af en stribe punkteringer var man det meste af løbet blandt de 3 forreste.
En overgang søndag morgen så det endda rigtig godt ud. Det regnede om natten og det havde man bevidst sat bilen op til, men desværre holdt regnen op inden teamet for alvor kunne udnytte sin fordel.

Til sidst i løbet løb de så ind i problemer. Peugeoten mistede pusten - dvs. turbotrykket - og det tog teamet en god times tid at få løst det problem. Det sendte Kim Holmgaard ned på en 7. plads ved målstregen, men den placering var dog nok til at kapre en 3. plads i 'Champions of the Continents'.


Team Hyundai Denmark

Værre gik det for Team Hyundai Denmark i #30 Hyundai i30 med Søren Jönsson, Jan Engelbrecht, Henrik Sørensen og Thomas Sørensen som kørere. De startede ud fra en 7. plads, men blev hurtigt sat lidt tilbage, da de fik et lille puf for enden af langsiden og spandt rundt. Snurreture var i det hele taget noget, som kørerne døjede med løbet igennem - uden man helt kunne finde årsagen til det.
Til sidst blev det lokaliseret til en olielækage, som førte til olie på bagdækkene og da man ikke kunne løse problemet, valgt teamet at udgå 4 timer før mål. Man havde dog kørt tilstrækkeligt med omgange til at blive klassificeret som nummer 8.


Perfection Racings Ginetta kørte fremragende i den sidste del af løbeet

Perfection Racing Europe i Ginetta #239 med Michael Klostermann, Claus Klostermann, Rene Rasmussen og Tommy Laugesen ombord fik en god start og befandt sig i den første fjerdedel af løbet på placeringer midt i klassen.
Tempoet var ikke helt så hurtigt som de allerhurtigste i klassen, men til gengæld så det ud til, at man kunne køre længere imellem pitstoppene. Det fik man dog ikke meget glæde af, for efter 6 timer knækkede en trækaksel og da de resterende stumper satte sig fast varede reparationen over 2 timer. Fra da af var focus på at få bilen bragt i mål, men som en bonus kørte den bedre og bedre efterhånden som løbet skred frem og da andre teams i klassen også fik problemer kom man i mål på en 4. plads.
Denne placering var til gengæld rigeligt til at sikre sig titlen som 'Champions of the Continents' i GT4 klassen, da nærmeste konkurrent havde massive problemer og kørte for få omgange til at blive klassificeret.

Henning Smed


Læs mere om:
  • Circuit of the Americas
  • 18/11/18 - Circuit of the Americas - 24H Series

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport