Formel 3 Euro Open   08/05/19

Carlin vil have mere fart i F3-racerne
Danske Nicolai Kjærgaard lavede en stribe flotte overhalinger under årets første EuroFormula-løb og beviste, at han også kan begå sig i en europæisk serie. Men det kneb med at få fart nok i både hans og de øvrige Carlin-racere under tidskørslerne.

Med flotte overhalinger og placeringer midt i feltet er unge Nicolai Kjærgaard efter sin F3-debut på Paul Ricard-banen i Frankrig overbevist om, at både han og teamet kan levere endnu bedre resultater i de kommende løb i den europæiske EuroFormula-serie.


(Foto: EuroFormula Open)

Både banen og bilen er nye bekendtskaber for den 19-årige esbjergenser, og da seriens F3-racere fra i år også er udstyret med nye motorer, er teamets teknikere også udfordret.

”Carlin har 4 biler med i serien. En af mine teamkammerater har kørt i to år, mens vi andre er debutanter. Vi havde dog alle fire problemer med at få fart nok i bilerne under tidskørslerne, og teknikernes umiddelbare vurdering er for lav dæktemperatur. Vi kørte godt nok i Sydfrankrig, men med blot 15 grader var der koldere end normalt på denne årstid”, fortæller Nicolai Kjærgaard.


(Foto: Nicolai K. Racing)

Både lørdag og søndag formåede han dog at køre sig 3 pladser frem i feltet, så han endte på en 11. og en 13. plads.

”Vores tidskørsler skal være bedre. Starter man så langt bagude er det svært at nå helt frem. Dette er især vigtigt i vores næste løb om små to uger på bybanen i Pau ved Toulouse. Det er en snæver og lille bane, hvor det er svært at overhale, så her betyder gode startpositioner alt”, siger Nicolai K.

Han er i øvrigt faldet godt til i sit nye europæiske F3-team, hvor han blandt andet kører sammen med Billy Monger, der ligesom Nicolai også kørte for Carlin i England sidste år.

”Som team arbejder vi godt sammen, og jeg er sikker på, at vi bliver i stand til at levere gode resultater i denne sæson”, siger Nicolai Kjærgaard.


(Foto: EuroFormula Open)

Euroformula Open afvikles med 20-25 kørere over 9 weekender med i alt 18 løb på Paul Ricard og Pau-banerne i Frankrig, Hockenheim i Tyskland, Spa-banen i Belgien, Hungaroring i Ungarn, Red Bul Ring i Østrig, Silverstone i England, og Monza-banen i Italien.


Læs mere om:
  • Nicolai Kjærgaard

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport