Henrik Eilertsen og Team Eilertsen Racing spoler for en stund 48 år tilbage i tiden.
Denne weekend køres der Classic Race Aarhus, hvor en af klasserne er Historisk 71.
Den sædvanlige Peugeot 208 HDi er skiftet ud med en Ford Escort 1300, som teamet debuterede med i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix i 2018.
Debutløbet dengang gav også teamet fra Espergærde lidt hjemmearbejde, især på motorfronten, hvor de døjede lidt med den gamle teknik weekenden igennem.
Derfor har Henrik og chefmekaniker Frederik Hansen brugt en del timer henover vinteren på at få den toptrimmet, og få de sidste (kan man kalde dem børnesygdomme på en 48 år gammel bil?) rettet, så den forhåbentlig bare kører problemfrit gennem hele weekenden.
Teamet var i sidste uge på Sturup Raceway for lige at tjekke de sidste detaljer, og her så det ud til at alting fungerede som det skulle på den blå Ford Escort med startnummer 200.
Der er dog mange ubekendte omkring ræs på en gadebane. Ikke nok med at ens egne evner bliver sat under maksimalt pres, så kan der også opstå uforudsete forhindringer – måske endda af den fysiske slags. Banen er så smal, og der er et par snævre chikaner og blinde sving, hvor der hurtigt kan holde en konkurrent på tværs.
(Foto: Team Eilertsen Racing)
Man skal heller ikke undervurdere den faktor, at det er ældre materiel, at der bliver kørt med, og de har nogle gange tendens til at have en anelse inkontinens – altså bilerne! Så der kan være et pludselig væskespor som kan sætte en brat stopper for weekenden.
Derfor krydser hele teamet fingre for at weekenden kommer til at foregå så gnidningsfri som muligt.
38 kørere er tilmeldt, og det fordelt på flere underkategorier i 71 klassen, alt efter motorstørrelse. Derfor kommer der også til at blive en del overhalinger af langsommere biler, men med en 1300 ccm motor mod 2000 ccm bilerne i samme fejl, skal der af og til også gives plads til de hurtigere biler.
Så der er en god portion sommerfugle i maven, inden Henrik Eilertsen debuterer ved CRAA.
Tidsplanen for den kommende weekend er følgende, med forbehold for ændringer – og forbehold for evt. forsinkelser på grund af rydning fra andre klasser:
Fredag
Træning 08.15-08.30
Kvalifikation 13.05-13.25
Lørdag
Løb 1 08.45-09.05
Løb 2 14.10-14.30
Søndag
Løb 3 17.00-17.20
Team Eilertsen Racing
JJ Media Læs mere om: Henrik EilertsenMindeparken (Gadeløb)19/05/19 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus |