DM Rally   27/05/19

Blandede følelser for Venning Motorsport
I weekenden blev 2. afdeling af det Danske Mesterskab i Rally afholdt i Kjellerup ved Silkeborg. Kjellerup og omegns motorklub havde sørget for tre rallyprøver, hvoraf to af dem skulle køres to gange, og den tredje skulle køres tre gange. Så i alt 7 prøver skulle de mere end 80 tilmeldte mandskaber igennem. Fra Venning Motorsport deltog Chris & Nadia i Ford Fiesta ST200, samt Casper & Michael i Renault Twingo R2.

At dømme ud fra det udleverede video materiale før løbet, så det ud til at blive nogle utroligt hurtige prøver, uden de store tekniske udfordringer. Det holdt heldigvis ikke helt stik, kunne de to mandskaber fra Venning Motorsport konstatere efter note kørslen. To af de tre prøver bød på flere sektioner, hvor tungen skulle holdes lige i munden, for at holde bilen på asfalten. Fælles for alle 3 prøver var dog at topfart kunne blive en afgørende faktor. Noget Casper var lidt nervøs for, da Twingoen ikke kører mere end 165-170 km/t i højeste gear. Chris og Nadia kører ”heldigvis” med en standard gearkasse, så her er topfart ikke et problem. Og efter løbet afslørede trip tælleren også at Fiestaen havde nået næsten 190 km/t på en af prøverne.


(Foto: Allan Post)

Chris Venning & Nadia Thygesen, Ford Fiesta ST200 Gr. E (Kl. 2)

Efter et godkendt resultat fra DM1, hvor Chris og Nadia fik bekræftet at farten i bilen er der, var det med en god portion selvtillid i lommen, da de kl. 12.26 lørdag blev sendt afsted mod SS1.

Efter de første 3 prøver var kørt, så det ud til at kampen om at stå øverst på podiet, skulle blive imellem Chris Venning og Casper Olsen. Sidstnævnte havde lagt sig i front, med en føring på cirka 16 sekunder ned til Chris og Nadia. En del af den tid mente Chris godt at de kunne finde. Lidt udfordringer med manglende noter på de sidste kilometer af SS2, og nogle andre deltageres uheld på SS3, havde kostet nogle af de sekunder der manglede op til Casper Olsen.

Efter servicepausen skulle de samme 3 prøver køres igen, samt powerstage som var samme prøve som SS1 og 4. Chris og Nadia holder det flotte tempo, og får skåret et enkelt sekund af tiden op til Casper Olsen, efter SS4. På SS5 er Casper Olsen desværre uheldig, og får ramt en chikane, og må udgå. Det betyder at Chris og Nadia overtager føringen i klassen. Med en føring på 53 sekunder inden SS7(powerstage), skulle der køres stærkt men sikkert. På powerstagen får deltagerne i de forskellige klasser op til 5 ekstra DM point, for at være hurtigst i klassen på den prøve. Chris og Nadia gør arbejdet færdigt, og tager en klassesejr på powerstagen, samt en samlet klassesejr i 2. afdeling af Danmarks Mesterskabet. Det betyder at Chris og Nadia nu ligger sig i front i den samlede stilling for Danmarks Mesterskabet for klasse 2.


(Foto: Allan Post)

Casper Venning & Michael Schnor, Renault Twingo R2 (Kl. 4)

Efter at have været udgået ved DM1 med en knækket trækaksel, var Casper max klar til at vise hvad han og den lille Twingo kan. Til trods for prøver med mange sektioner der krævede høj topfart, holdt Casper skruen godt i vandet og lå på en flot 4. plads det meste af dagen, i den hidsige klasse for tunede 1600ccm biler.


(Foto: Allan Post)

Det hele så så godt ud, lige indtil…
På løbet sidste prøve, SS7, som skulle køres som powerstage, var der noget ventetid inden bilerne kunne sendes afsted på prøven. Da prøven både blev brugt som SS4 og SS7, var de sidste biler i feltet ikke færdige med at køre, da de forreste biler i feltet nåede frem til prøven. En kombination af ventetiden, og et skift i vejret til det køligere, betød at bil, bremser og dæk mistede temperatur, inden starten kunne gå på prøven. Det viste sig desværre at blive fatalt for den lille Twingo R2. I en sektion med fuldfarts svingkombinationer, taber Twingoen bagenden ind over en lille top i et venstresving, og bagdækkene får fat i det løse underlag i kanten af vejen, skrider ud, rammer en grøftekant og ruller rundt 4-5 gange, indtil den holder stille små 100 meter ude på en mark. Casper og Michael kommer heldigvis ikke til skade, men Twingoen har set bedre dage. Bilen står nu hjemme på liften på værkstedet, og skal i løbet af de næste par uger skilles ad, for at få et overblik over skadernes omfang.

Venning Motorsport

Tak til:
El HUSET Glumsø ApS
KK Autoteknik
Revisions-Centret
Dansk Specialtransport v/Rørby Johansen A/S
Nyt Syn Jesper's Optik
DMACK Danmark
Au2vest
Ejner Hessel Personbiler
GC Maskinværksted
Gitte's Skiltecenter
Skiltemontøren
Slangespecialisten
Selandia Automobiler A/S
Dansk Elektroværk
Rallysound.eu


Læs mere om:
  • Kjellerup
  • 25/05/19 - Kjellerup - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto