Formel 4 DK   10/06/19

3-2-1 - og så var selvtilliden tilbage
Formula 4 DKTre løb, tre podieplaceringer og et kæmpe smil i hele ansigtet. Det er resultatet efter Malthe Jakobsens comebackweekend i den danske Formel 4-klasse. Hvis der har været tvivl om den thy'ske kørers evner bag rattet, kan den nu lægges væk.

- Jamen det har været en super god weekend, og det er fedt at være tilbage i en bil som bare virker, et team som har 100% styr på hvad de laver og et mesterskab som fungerer, siger Malthe Jakobsen.


(Foto: Boxengasse)

Teenageren fra Sennels ved Thisted var allerede på banen fredag, hvor han og teamet testede forud for løbsweekenden. Her blev der prøvet grænser af, hvilket da også resulterede i en enkelt tur af banen.

- Morten (Dons, Malthes coach og mentor, red.) sagde at det var på en testdag at man skulle finde grænsen, så det gjorde jeg, lyder det med et grin fra Malthe, som til gengæld holdt bilen fint på banen hele weekenden.


(Foto: Boxengasse)

Kvalifikationen så længe ud til at sætte Malthe på pole position til weekendens første løb, men det omskiftelige vejr gjorde at han måtte nøjes med næstbedste placering.

- Jeg havde sat bedste omgangstid, da det begyndte at regne lidt, så jeg holdt bare klar i pitten hvis noget skulle ske. Det holdt så op med at regne, lige præcis nok til at Valdemar Eriksen fik sat en god omgangstid - og jeg kunne ikke nå at køre ud og forbedre min tid, selvom jeg godt tror at jeg kunne have gjort det.


(Foto: Boxengasse)

Til gengæld blev resultaterne forbedret i de tre heat. Første heat blev kørt lørdag og gav en andenplads i et løb, hvor Malthe pressede den førende, men aldrig helt fik chancen for at gå forbi. Dramatik var der til gengæld i det andet løb, hvor Malthe på grund af sin andenplads i første løb skulle starte på femtepladsen.

- Jeg kom egentlig godt fra start, men jeg havde ikke helt nok fart til at komme op til de forreste. Da to af dem så kørte på hinanden kunne jeg måske have taget andenpladsen, men jeg kørte på den forkerte side af dem og det kostede tid.


(Foto: Boxengasse)

Det andet heat endte på en tredjeplads, som til gengæld var nok til at sikre pole position til weekendens sidste løb. Og dét endte altså med en sikker sejr efter rolig og taktisk kørsel, hvor Malthe kørte sig til et forspring fra start.

- Malthe gjorde et godt stykke arbejde i dag, hvor han bragte sig i front og sparede på dækkene indtil konkurrenterne nærmede sig ham - og så satte han farten op igen. Det er lige efter bogen, og en meget moden håndtering af at føre et racerløb, fortæller Morten Dons, der som tidligere løbsvinder i den europæiske Le Mans-serie videregiver sine erfaringer til Malthe.


(Foto: Jakobsen Motorsport)

Næste løb for Malthe Jakobsen er allerede om to uger, når F4-klassen gæster Ring Djursland.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Jyllandsringen
  • 09/06/19 - Jyllandsringen - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto