På den sidste lørdag i juni køres Vestjysk Rally, som er det tredje af sæsonens seks afdelinger af Dansk Super Rally-mesterskabet, og her kommer Ib Kragh og Ditte Kammersgaard til at sætte kursen mod de første hastighedsprøver med startnummer 3 på siden af deres Skoda Fabia R5.
”Der er fem prøver denne gang, som hver skal køres to gange – i alt ti,” fortæller Ib Kragh om det kommende DM-løb. ”Der er bl.a. en ren grusprøve – Darum Enge – som jeg har kørt før, og det er en hurtig grusprøve med masser af sving på. Vi skal også køre på selve Korskrobanen, som er halvt asfalt, halvt grus, og så er der derudover tre rene asfaltprøver.”
Efter to DM-afdelinger kørt på asfalt kommer der nu grus under hjulene på Ib Kraghs Skoda Fabia R5
Grusprøver er ikke noget, der er i overflod i danske rallyer, men alligevel møder Ib Kragh og Ditte Kammersgaard op med god forberedelse på netop det underlag.
”Jeg deltog i midten af juni i en afdeling af Yokohama-mesterskabet i rallysprint, som blev afviklet på Nysumbanen, hvor store dele af underlaget jo er løst, og i lørdags var jeg for første gang til start i rallysprintet i Sdr. Vium,” siger Ib Kragh. ”Ditte og jeg kørte på grus og havde virkelig en god testdag. Det var et rigtig godt løb med servicepladsen placeret midt i byen, så der også var god tid til alt det sociale. Det var et kanongodt arrangement.”
Netop disse to rallysprints kan vise sig at være gavnlige for Ib Kragh og Ditte Kammersgaard.
”Darum Enge-prøven virker til at have noget rullegrus, som gør, at man virkelig skal være vågen,” siger Ib Kragh. ”Netop derfor er det godt, at jeg har siddet i Skodaen i de to seneste weekender, for hvis jeg ikke havde kørt i den siden seneste DM-afdeling i Kjellerup, ville jeg næppe være helt skarp.”
”Vestjysk Rally er ligesom de fleste DM-rallyer et kompakt rally med mindre end 100 kilometer hastighedsprøver. Derfor gælder det om at give gas allerede på den første af de ti hastighedsprøver og ikke vente på, at man lige skal op i gear.”
IK Rally Racing Læs mere om: Ditte KammersgaardIb KraghSydjylland29/06/19 - Sydjylland - DM Rally |