Super GT Danmark   27/06/19

Intet afgjort i superklassens top
Super GT DanmarkEfter Djursland-weekenden er teams og kørere nu gået på sommerferie, men for ingen af dem bliver det bare en badeferie. Så tæt er kampen om Danmarksmesterskabet i OK MOBIL 1 SUPER GT 2019, at intet er afgjort, selv om denne sæsons historie nu kan fortælles i 16 kapitler.

Team Flexlease.nu Strøjer Tegl er lige der, hvor teamet befinder sig bedst. Kevin Rossel fører serien efter 16 kvalifikationer og løb med 298 points foran teamkollega Christian Sørensen med 282 points. Rossel var i krise på Jyllandsringen og satte mange points til, men på Djursland lignede han igen én, der kan køre rigtig stærkt.

Det kan 2018-mesteren Martin Andersen også. Han er efter fire afdelinger i superklassen 2019 på 3. pladsen med 280 points. Der skal altså bare en enkelt kvalifikation eller et enkelt løb til, hvor Flexlease-drengene Rossel og Sørensen ikke komme med helt frem, så kan Martin Andersen med en sejr køre sig i front.

Ole Petersen satte dyrebare points til på Ring Djursland, og han er i Team Jørgen Hansen Biler for alvor kommet i infight med teamkollega Mikkel Mac. Men Petersen er altså også en stædig fyr, og han er bestemt ikke ude af mesterskabet. Ole Petersen står noteret for 268 points.

Det er 11 flere end netop Mikkel Mac på 5. pladsen. Efter triumfer på Jyllandsringen og på Le Mans-banen blev det igen sur hverdag for MM på Djursland.

Kevin Verner viser sig flere gange at være den hurtigste, men han får ikke hver gang omsat sin gode fart til toppoints. Han har dog samlet 237 points i mesterskabsstillingen, hvor han er 6’er.

Det er lige foran Casper Røes, Andreas Jochimsen, Frederik Nymark og Nicki Petersen, der altså også viser, at de kan køre race. Røes mister endnu for mange placeringer i race, mens Frederik Nymark nu er begyndt at overhale og er på vej mod toppen.

Efter en drømmestart er Noah Watt faldet tilbage på en 11. plads. Han håber på en sommerferie, hvor hans team får skruet en bil sammen, der passer til hans talent.

En kører som Lasse Poulsen er nede på 17. pladsen med 80 points. Han kom ikke med fra sæsonstart, men han har nu flere gange givet beviser på, at han altså kan køre med blandt de hurtigste. Han savner stabilitet.

Legend-mesteren 2018, Michael S. Christensen, havde ikke sin bil klar til de to første afdelinger, men både på Jyllandsringen og på Djursland har han vist, at han altså også kan styre en supertourisme-racer.

Kristian Thorsen så også ud til at få en fordel af skiftet til et nyt team, som han deler med Casper Røes. Desværre følte han under en formiddagstræning på Djursland, at han fortsat er mærket af en ufrivillig afkørsel på Jyllandsringen, og han måtte opgive at stille op i weekenden.

Efter sommerferien fortsætter Danmarks bedste klasse på Bellahøj i Copenhagen Historic Grand Prix, og så følger Night Race og finalen på Padborg Park.

God ferie.

Super GT Danmark


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 23/06/19 - Ring Djursland - Super GT Danmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk