Det danske Ferrari Challenge-team sikrede to sejre og to podiepladser i femte afdeling af Ferrari Challenge Europe, som blev afviklet på den berømte tyske Formel 1-bane Nürburgring.
(Foto: Formula Racing)
Formula Racing havde en god weekend i Eifel-bjergene, hvor det danske Ferrari Challenge-team i alt sikrede to pole positions, to løbssejre og to tredjepladser i femte afdeling af den prestigefyldte mærkeserie. Det så ellers ikke ud til at blive en særlig succesfuld runde, da teamets hurtigste kører og mesterskabsførende i Trofeo Pirelli-klassen, Louis Prette, snurrede af banen og skadede sin bil allerede under kvalifikationen lørdag formiddag.
– Louis havde et hårdt møde med muren, kort efter at han havde sat dét, der ville have været en pole position. Bilen blev så skadet, at vi måtte bruge vores reservebil, men heldigvis var både bilen og Louis i god form, så det endte alligevel med et godt resultat lørdag, forklarer teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
(Foto: Formula Racing)
Louis Prette blev efter ulykken meldt frisk på banens medical center, og teamet fik på rekordtid sat en ny bil op til weekendens første løb. Trods en startplacering helt bagest i feltet, passerede italieneren alligevel det ternede flag på en femteplads, og da libanesiske Tani Hanna, som fører Coppa Shell-klassen, senere lørdag sikrede en tredjeplads, var der bestemt tegn på optur.
(Foto: Formula Racing)
Dobbeltsejr i søndagens ræs
Søndagen gik lige efter bogen, da både Louis Prette og canadiske Eric Cheung satte pole positions og senere vandt deres respektive klasser fra spids, mens Tani Hanna fulgte op med endnu en tredjeplads. Både Louis Prette og Tani Hanna bevarer således deres mesterskabsføringer, mens Erich Cheung og danske Henrik Jansen begge holder en tredjeplads i henholdsvis Coppa Shell- og Shell Am-klassen.
(Foto: Formula Racing)
– Generelt en tilfredsstillende weekend, men trods de gode resultater, lykkedes det imidlertid ikke for os at bevare føringen i teammesterskabet. Vi forventer dog at vende stærkt tilbage til næste afdeling i Italien, lyder det fra Allan Jørgensen.
(Foto: Formula Racing)
Sjette afdeling af Ferrari Challenge Europe afvikles den 27.-29. september på Imola-banen i Italien. Dette er sæsonens næstsidste afdeling inden den store finale samt verdensfinalen på Mugello til oktober.
Opdateringer, resultater og livestreaming: live.ferrari.com
(Foto: Formula Racing)
(Foto: Formula Racing)
(Foto: Formula Racing)
(Foto: Formula Racing)
(Foto: Formula Racing)
(Foto: Formula Racing)
Formula Racing
Læs mere om: Henrik JansenFormula RacingNürburgring07/07/19 - Nürburgring - Ferrari Challenge |