Blancpain GT Endurance Series   29/07/19

Dennis Lind tilfreds med top-10-placering efter kaotisk 24-timersløb på Spa-Francorchamps
Lamborghini-fabrikskøreren Dennis Lind sluttede på en ottendeplads efter et kaotisk 24-timersløb på Spa-Francorchamps, hvor monsunregn afbrød løbet, og hvor tidsstraffe begrænsede danskerens muligheder for et topresultat.


(Foto: Dennis Lind Racing)

Den danske Lamborghini-fabrikskører Dennis Lind havde en hård weekend bag rattet af sin Lamborghini Huracán GT3, hvor han sammen med kollegerne Andrea Caldarelli, Marco Mapelli og resten af holdet bag FFF Racing Team sluttede på en ottendeplads i årets udgave af 24 Hours of Spa-Francorchamps. Et løb, som var præget af massivt regnvejr, flere crashes, adskillige safetycars og en flere timer lang afbrydelse af løbet.

– En ottendeplads var naturligvis ikke det resultat, vi havde håbet på. Men når det er sagt, var det godt at få bilen i mål i top-10 efter så vildt et løb. Vi havde satset på regn, hvilket viste sig at være et godt sats, for vi havde godt med fart i bilen på den våde bane. Vi nåede at føre løbet undervejs og var på omgangshøjde med den vindende bil, og havde vi ikke fået tre tidsstraffe under løbet, ville vi have været med i kampen om en podieplacering, lyder det fra Dennis Lind.

Lind var første mand i bilen, som blev flaget grønt efter en safetycar i massivt regnvejr lørdag eftermiddag, og efter to suveræne stints afleverede danskeren bilen på en fjerdeplads, hele 15 pladser bedre, end startpositionen. Undervejs måtte Lamborghini-trioen acceptere tre tidsstraffe og havde på et tidspunkt mistet næsten to omgange til det førende felt, hvilket det dog lykkedes at indhente.


(Foto: Dennis Lind Racing)

Dennis Lind: Nogle gange er tingene ude af dine hænder
Det dårlige vejr med masser af regn og tåge tog imidlertid magten over løbet, hvilket resulterede i flere crashes og lange perioder med indsættelse safetycars, og tidligt søndag morgen valgte løbsledelsen simpelthen afbryde løbet i seks timer, grundet de massive mængder vand på banen.

– Det er et af de løb, man husker som meget kaotisk. Jeg nåede at køre over en time bag en safetycar, hvor bilerne trods den lave hastighed alligevel skøjtede rundt på banen. Nogle gange er tingene bare ude af dine hænder. Jeg er godt tilfreds med min egen og teamets indsats. Alle gjorde et godt stykke arbejde, og nu ser vi frem til næste runde af mesterskabet.


(Foto: Dennis Lind Racing)

Næste opgave for Lind, Caldarelli og Mapelli er finalen i Blancpain GT Endurance Cup i Barcelona den 28.-29. september. Dennis Lind stiller forinden op i sjette afdeling af British GT Championship for WPI Motorsport på Brands Hatch den 3.-4. august.

Dennis Lind Racing


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Spa-Francorchamps
  • 28/07/19 - Spa-Francorchamps - Blancpain GT Endurance Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk