Der behøves kun to til et racerløb Lewis Hamilton og Max Verstappen. Flere behøvedes der ikke til at lave et racerløb på Hungaroring i dag. Det var F1 klassisk. Ikke spændende hele vejen igennem, men spænding var der. Det var to strategier i mod hinanden og det var dueller og satsninger. Tilstede var også alle de andre. Men på en sådan dag, er andre uinteressante, for når kampen står om sejren, er alt andet uden betydning.
Der var fire steder i løbet, som er fikspunkter i fortællingen om Ungarn 2019. Det første er starten, hvor Verstappen kommer fremragende afsted fra pole, men det er Hamilton, der får den bedste start - verdensmesteren kaster sig ud i en duel med Bottas om 2. pladsen og de to kører så meget hjul mod hjul, eller hjul mod frontvinge, at finnen må en tur i pit efter et par omgange. Ude på banen falde der ro på løbet, Verstappen i front, Hamilton er 2'er.
Næste nedslag i duellen mellem Hamilton og Verstappen var omkring pitstoppene. På et tidspunkt virkede det som om Hamilton var på vej i pit, de var i al fald klar til ham. Men han kom ikke. Hos Red Bull var det som om man ventede på at Hamilton skiftede først. Verstappen klagede i al fald et par gange over dækkene, uden at de gjorde meget ved det af den grund. Men til sidst fik hollænderen lov til at skifte dæk, og dermed kom Hamilton i front. Fra Mercedes pitten blev han opfordret til at give den gas - og mere gas - hvor til han svarede, at han kunne ikke køre hurtigere. Også Hamilton skulle i pit og det bragte Verstappen tilbage i front.
Tredie nedslag er efter Hamiltons pitstop. Han er kommet på banen igen, Verstappen er foran ham, men ikke meget. Og så går Hamilton til angreb. Vi er nu vidne til en duel om førstepladsen. En god duel. En duel som dog ikke ændrer på rækkefølgen i løbet. Verstappen er stadig forrest, Hamilton er 2'er. Igen får vi en sjov udveksling mellem Hamilton og pitten. De vil have ham til at angribe igen. Men det kan han ikke, fordelen ved friskere dæk er væk. På et tidspunkt er der så en der får et heuruka øjeblik og Mercedes trækker Hamilton i pit igen. Det kan de gøre uden, at han mister 2. pladsen. Det vil give ham friskere dæk og en masse omgange til at hente Verstappen
Men det afgørende øjeblik er der hvor der ikke sker noget hos Red Bull. De vælger at satse på, at Verstappen dæk kan holde hjem. Der er ikke meget tid til at overveje. Havde de skiftet med det samme, kunne de måske have klaret det. Men da, det står klart, at de valgte forkert, er det for sent at gøre noget. At trække Verstappen ind der, ville have været at forære sejren til Hamilton. Det skulle vise sig, at lade ham blive ude, også var at forære sejren til Hamilton. Verstappen klagede igen over at han ikke havde dæk tilbage. Det sås tydeligt, da Hamilton hentede ham og kørte forbi. Dennegang var der ingen duel. Faktisk var det så slemt, at Verstappen kørte i pit med to omgange tilbage, for at få nye dæk - og gå efter hurtigste omgang.
Verstappen var ikke den eneste der blev fanget mod slutningen, også Leclerc blev fanget - af den anden Ferrari. Det kom der en lille duel ud af, som Vettel vandt. Leclerc måtte altså nøjes med 4. pladsen. På 5. pladsen kom Carlos Sainz, mens Pierre Gasly i den anden Red Bull blev nr. 6. Raikkonen blev nr. 7 og håber nok på, at beholde pointene denne gang! På 8. pladsen kom Valtteri Bottas, der havde kæmpet sig tilbage gennem feltet efter sin tidlige tur i pit. Lando Norris afrundede en god dag for McLaren med en 9. plads, mens Alexander Albon blev bedste Toro Rosso kører på en 10. plads.
Kevin Magnussen fik også lidt skærmtid mod slutningen, da han kæmpede mod Ricciardo for at bevare sin 13. plads. Fin defensiv kørsel, gjorde at danskeren kunne beholde pladsen mellem de to Renault racere.
F1 når det er som det skal være. Der var ikke kaos fra regnen, der var ingen SC perioder, til at reducere afstanden mellem bilerne. Men der var to jævnbyrdige biler, der på hver sin taktik gik efter sejren. Ikke mange detaljer skulle have været anderledes, før den anden havde vundet. Det her er som løb burde være, når de ikke er fantastiske!
Nu er der sommerferie, i al fald i F1. Her føles det mere som om den er ved at være slut. God august derude!
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Hungaroring04/08/19 - Hungaroring - FIA Formula 304/08/19 - Hungaroring - Formel 1 - FIA F1 |