Super GT Danmark   08/08/19

Rossel: Absolut godkendt i København
Super GT DanmarkKevin Rossel kom endnu en gang på podiet, da Super GT-klassen ramte København, hvor løbet på bybanen blev fyldt med drama. Flere konkurrenter havde en hård weekend, og derfor blev forspringet udbygget.


(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

På forhånd var Copenhagen CHGP et af de løb, hvor der var forventning om, at der godt kunne ske lidt af hvert, og bybanen i den danske hovedstad skuffede i hvert fald ikke på det parameter. Hvor flere kørere måtte se betonbarrieren stikke en kæp i hjulet, så kom Kevin Rossel nådigt igennem løbsweekenden, og han var da også ganske tilfreds med resultatet, hvor han for fjerde gang af fem mulige var på podiet.


(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

- Det var absolut godkendt i København. Der var en helt forrygende stemning, og det blev et ret spektakulært løb for alle, der kiggede på. Jeg fik sat point ind på kontoen hver gang, jeg var ude, og jeg er meget tilfreds. Jeg havde da gjort mig nogle tanker om en bybane, hvor jeg ikke havde kørt før, så jeg havde egentlig været tilfreds, hvis vi havde bibeholdt vores forspring, men nu fik vi endda øget lidt, konstaterer Kevin Rossel, der kunne se effekten af en tæt serie, hvor mange har haft muligheden for at byde ind på en topplacering.


(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

- Efter kvalifikationen lignede det lidt en hård weekend på kontoret, men som det udviklede sig, så er det jo lige før, at det for mig var en af de bedste løbsweekender i sæsonen. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft sejren, men jeg kørte med hovedet, og jeg tog kun de chancer, som jeg skulle tage. Derfor endte det meget fornuftigt, og jeg synes, at det lignede mesterskabskørsel, så nu er det op til mig at vise det i de to sidste afdelinger på Padborg Park, fastslår Kevin Rossel, som er klar over, at der ikke er noget, der er afgjort endnu.


(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

- Vi skal stadigt levere på samme niveau, for ellers går det bare stærkt i den her serie. Jeg befinder mig nu altid godt på Padborg Park, så jeg har tro på tingene, og i første omgang glæder jeg mig bare til FLEXLEASE.NU Night Race, som ligner en spændende weekend med rigtigt mange tilskuere. Det er sådan en dag, at du også gerne vil vise flaget, og jeg håber da på en sejr, så der kan komme en masse rare point på kontoen igen, lyder det med et smil fra Kevin Rossel efter en veloverstået weekend i København.


(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)

Night Race køres på Padborg Park den 23. august.

Dyhr


Læs mere om:
  • Kevin Rossel
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 04/08/19 - Bellahøj (Gadeløb) - Super GT Danmark

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport