1600 Challenge   28/08/19

Bremsesvigt kostede podieplacering på Padborg Park
Det må ikke ske - men det gør det en gang imellem. Når bremsepedalen går i bund uden at bringe bilen til standsning, er selv den bedste racerkører prisgivet. For Lukas Staub var det præcis hvad der skete, da han i sin Fiat 500 Abarth deltog i 1600 Challenge ved Night Race på Padborg Park i weekenden.

Der var ellers kommet godt med fart i den hvide italienske racer i løbet af sommeren. En justeret undervogn gav langt om længe koldingenseren en god fornemmelse af bilens opførsel, og på trods af en uheldig tidtagning var Lukas Staub blandt de ti hurtigste kørere.


(Foto: Boxengasse.dk)

De gode takter fortsatte til dels i første heat, hvor en god start sendte Lukas frem i feltet. Efter få omgange måtte han dog sætte tempoet ned, da bilen blev sværere at køre for hver omgang:

- Den trak voldsomt til højre, og det føltes som om den kun bremsede på det ene forhjul - det fandt vi også ud af var tilfældet, fortæller Lukas Staub, der alligevel kørte en syvendeplads hjem, og teamet måtte i gang med at løse bremseproblemerne.

Andet heat blev til gengæld en rutschebanetur af de helt store. Syvendepladsen blev ifølge reglementet konverteret til en startplacering som nummer to, så den hvide Fiat Abarth var klar i forreste række da starten gik. Og kort efter var den i front.

- Jeg fik en rigtig god start, og så var det bare at give den gas. Det lykkedes mig at køre et lille forspring ud, men bilen kørte stadigvæk mærkeligt. På syvende omgang kom jeg ud ad langsiden, og da jeg trykkede på bremsepedalen gav bilen et ryk - og så bremsede den ikke mere, husker Lukas, som fik travlt bag rattet.

- Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få den ned i fart, og så skulle der tages en beslutning om hvor bilen skulle hen. I et øjebliks optimisme forsøgte jeg at få bilen med rundt i svinget, men det var der for meget fart til, forklarer Lukas, som endte sit løb i sandfanget.


(Foto: Boxengasse.dk)

En opmærksom sponsor havde på omgangen forinden spottet at der var noget helt galt med den hvide Fiat, men på trods af hans opkald til teamet i pitten, var det for sent at reagere.

- Min sponsor så at der var ild i bremsen på højre forhjul, men det nåede vi ikke at reagere på. Det er ærgerligt, men jeg er glad for at han holdt så godt øje med mig. Nu har vi et stykke arbejde foran os, for vi har en fornemmelse af, at det her problem har været der hele sæsonen. Vi har bare haft andre udfordringer, som har været med til at sløre det.

Næste løb for Lukas og Dankemi Racing er allerede om halvanden uge, når årets største løb i dansk banesport, Grand Prix Danmark, køres på FDM Jyllandsringen. Bilen skal nok nå at blive klar, forsikrer han:

- Selvfølgelig bliver den klar. Vi er allerede godt i gang på værkstedet, og jeg glæder mig til at komme afsted og give den gas i Fiat'en igen, slutter Lukas Staub.

Dankemi Racing


Læs mere om:
  • Lukas Staub
  • Padborg Park
  • 24/08/19 - Padborg Park - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport