Special Saloon   10/09/19

SSC havde Grand Prix Danmarks største felt
Special Saloon Car fik vist flaget ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, ved at komme med weekendens største felt af racerbiler.
Variationen gennem feltet gik hele vejen fra en Audi 80, via en Audi TTS, til de vildeste Lamborghini og Porsche racere.
21 biler var på banen, i de tre Divisioner, Super Touring, GT-B og Extreme.


Der var næppe mange der tvivlede på Lamborghini fabrikskøreren Dennis Linds evner inden weekenden. Og han levede bestemt op til favoritværdigheden, i sin gæsteoptræden.
(Foto: JJ Media)

Træningen blev kørt allerede fredag eftermiddag, hvor der var lidt fugt i luften og på asfalten, så de første omgange foregik lidt på listefødder, indtil kørerne turde give fuld bundgas. Men der gik ikke lang tid inden en af weekendens gæstekørere, Dennis Lind i Lamborghini Huracan Super Trofeo Evo gav den italienske tyr fuld gas. Michael Nissen forsøgte at følge med på andenpladsen i samme bilmodel, mens Morten Straarup i Aquila CR1 raceren var den første af de regulære kørere i serien på P3.

Brian Mikkelsen var hurtigst blandt GT-B bilerne, foran Jesper Blom og Claus Klostermann, mens Frederik Normann var den hurtigste Super Touring deltager, foran Morten Christensen og Anders Christensen – det samme efternavn men ikke i familie.


Brian Mikkelsen (303) og Rasmus Sandvej Juulsen (91) var ikke ret mange meter fra hinanden i heat 2 og 3 i GT-B Divisionen. Her lykkedes det dem begge at dykke forbi Extreme kører Johnny Pedersen (77), som døjede med teknikken gennem weekenden.
(Foto: JJ Media)

Claus Klostermann var mere eller mindre lige landet med Ginetta raceren fra 24 timers løbet i Barcelona, og om det var en smule jetlag skal vi lade være usagt, men han afsluttede i hvert fald træningen i sandkassen, i Sving 2. Så de allerede trætte mekanikere måtte i gang med at rense bilen for sand, inden de kunne hoppe til køjs.

Lørdag middag stod den på kvalifikation for bilerne, og her var det igen Dennis Lind som var hurtigst foran Michael Nissen og Morten Straarup, der samtidig snuppede bonuspointet for Pole blandt de kørere som tæller med i mesterskabet.. Michael Bergmann fik sin Porsche 911 GT3 Cup racer klemt ind foran Gunnar Lisby Kjær, i feltets tredje Lambo. Det er længe siden at der har været så meget vellyd på en dansk racerbane.


Morten Christensen holdt Audi fanen højt i Super Touring klassen, og så målflaget i alle tre løb, med pokaler til følge.
(Foto: JJ Media)

Jesper Blom tog Pole og bonuspoint i GT-B, lige foran Brian Mikkelsen og Rasmus Sandvej Juulsen.

Claus Christensen delte den sorte Peugeot 307 ex DTC racer med sin far, Anders. Og Claus snuppede Pole Position i Super Touring klassen, mod den ellers ofte suveræne Frederik Normann, som dog fik bonuspointet med hjem. Morten Christensen var 3. hurtigst i den hvide og røde Audi TTS racer.

Andreas Kjærgaard måtte desværre give fortabt, og pakke den Porsche-lignende Scotty racer sammen, da gearkassen voldte problemer, og han ikke ville risikere en endnu dyrere regning, ved blot at køre videre.


Storebror og lillebror – Michael og Claus Klostermann. Storbror havde som sædvanligt den Extreme Corvette C6, mens Claus måtte ”nøjes” med GT-B Ginetta G55 raceren, som de to netop havde kørt 24 timers løb med, weekenden inden.
(Foto: JJ Media)

Lørdag eftermiddag blev heat 1 ud sat en lille times tid, da der havde været et kraftigt regnvejr inde over banen, og forårsaget en masse problemer der. Men med solskin over FDM Jyllandsringen, begyndte banen også at tørre mere og mere op, og holdene blev pludselig i tvivl om dækvalget. Nogle beholdt deres regndæk på, mens andre forlod deres telte med slicks på bilen. Polemanden Dennis Lind var først kommet på banen på regndæk, men var inde for at skifte til slicks, og valgte derfor at starte løbet fra pitten.

På de første omgange, skulle kørere som Lind, men også Michael Nissen, Michael Bergmann, Gunnar Lisby Kjær, Claus Klostermann og Frederik Normann være ekstra forsigtige på deres tørvejrsdæk, men så måtte Morten Straarup på regndæk ellers se sig passeret af Lind, Nissen, Bergmann og Kjær. Og selvom han var startet fra pitlane, og skulle kæmpe sig forbi hele feltet, endte Dennis Lind med at vinde løbet foran Michael Nissen, og Michael Bergmann.


Det er blevet så moderne med delebiler – her var det far og søn som deltes om den samme Peugeot 307. Far Anders fik træningen og heat 3, mens Claus tog sig af kval og heat 1 + 2.
(Foto: JJ Media)

Morten Straarup havde for øvrigt haft et lidt spændende øjeblik mellem Sving 1 og 2, da Johnny Pedersen var spundet rundt, og holdt på tværs af banen. Netop da Straarup kom forbi, begyndte Porsche raceren at trille lidt frem, og Straarup måtte en tur over græsset for at undgå kontakt. Selvom Aquila raceren har en gennemgående grøn farve, var det grønne græs på bilens forende ret afslørende.

Michael Klostermann nåede aldrig at tage starten på løbet, da hans sats på slicks sendte ham i sandkassen, i sidste sving inden starten gik. Så stod den 1-1 i familien Klostermanns sand-duel – og mekanikerne kendte jo alle proceduren.


To kørere uden for meget held med teknikken denne weekend. Både Andreas Kjærgaard (911) og Christian Siepmann (11) måtte strække våben, inden der var kørt ret meget af weekenden.
(Foto: JJ Media)

I GT-B vandt Claus Klostermann på slicks, foran Brian Mikkelsen på regndæk, som ellers var flyvende i starten af løbet, og var helt oppe på en generel 4. plads i løbet, inden tørvejrs-kørerne kom blæsende forbi. Rasmus Sandvej Juulsen havde også ramt forkert på dækkene, men fik 3. pladsen kørt hjem.

Claus Christensen havde sat regndæk på Peugeot 307’eren, så han havde ikke en jordisk chance for at holde Frederik Normann stangen, men sluttede foran Morten Christensen, der ligeledes havde ramt forkert med dækkene.

Det var desværre også slut for Christian Siepmann i den blå BMW F1, da bilens mekanik ikke ville være med længere. Så den blev skubbet ind i teamteltet, og blev holdene der resten af weekenden. Super ærgerligt, ikke kun for ham, men også tilskuerne.


Frederik Normann var suveræn i Super Touring denne weekend. I heat 3 begyndte han endda at lege med GT-B og Extreme konkurrenter.
(Foto: JJ Media)

Nå, ny dag – nyt held. Heat 2 blev kørt i solskin, og en knastør bane. Der var ikke nogen tvivl om vinderen ude i front – Dennis Lind. Førende fra start til slut, og kun 0,2 sekund fra banerekorden på FDM Jyllandsringen for lukkede biler. Michael Nissen fik også afvist Morten Straarup i denne omgang, som sluttede foran Michael Bergmann.

Halvvejs i heatet måtte vi sige farvel til Gunnar Lisby Kjær, da Lamborghini’en fik en uimodståelig trang til at lege i sandfanget i Sving 1.

Rasmus Sandvej Juulsen og Brian Mikkelsen havde en utrolig intens dyst omkring sejren i GT-B. Mikkelsen førte de første 2/3 del af løbet, inden Juulsen kom forbi, og krydsede målstregen først. Claus Klostermann fik slået et godt hul til Jesper Blom tidligt i løbet. Blom fik aldrig hentet det tabte igen og sluttede på P4 bag Klostermann.


Thomas Schmidt Pedersen var en Super Touring gæstedeltagerne denne weekend, men Renault Clio 2’eren var ikke helt ligeså opsat på at køre ræs, som Thomas var. Man han så endelig målflaget i heat 3.
(Foto: JJ Media)

Frederik Normann så ikke meget til konkurrenterne, da han hurtigt fik åbnet et hul til Claus Christensen og Morten Christensen, som sluttede i den rækkefølge. Desværre så hverken Claus Møller eller Thomas Schmidt Pedersen målflaget i heat 2.

Det var også Normann som blev vinder af løb 3 i Super Touring Divisionen, men her fik Morten Christensen kæmpet sig op til andenpladsen, foran Anders Christensen, der havde overtaget Peugeot’en fra sønnen Claus igen. Endelig så Thomas Schmidt Pedersen i Renault Clio 2 raceren målflaget, men på 4. pladsen i klassen.


Claus Møller døjede rigtig meget med teknikken i den specialbyggede Audi 80, med en V6 motor med bi-turbo. Og det var netop den ene af disse turbo’er som gav problemer. Men lad os håbe at vi ser bilen igen senere på året.
(Foto: JJ Media)

Brian Mikkelsen og Rasmus Sandvej Juulsen leverede igen tæt ræs gennem hele løbet. De to blev dog brudt op af overhalende konkurrenter, for så at blive samlet igen, da den næste mand skulle forbi et par omgange senere. Så de to krydsede, for anden gang i weekenden, målstregen med cirka 0,2 sekunder mellem bilerne, men denne gang med Mikkelsen forrest. Jesper Blom måtte spejde efter konkurrenterne, ikke kun ud af forruden, men også i spejlede, da han sluttede på en ensom 3. plads i løbet i GT-B Divisionen.

Med weekendens 5. magtdemonstration ud af 5 mulige, snuppede Dennis Lind også den store pokal blandt Extreme bilerne i løb 3. Michael Nissen tog weekendens tredje 2. plads, mens Morten Straarup var den sidste mand på podiet, da han endelig fik slået et hul til Michael Bergmann.

I mesterskabsstillingerne har vi fortsat Mads Bryde i føring af Super Touring Divisionen, men Frederik Normann er lige i hælene på ham nu.

Jesper Blom holder fast i føringen blandt GT-B bilerne, men Brian Mikkelsen er rykket meget tættere på, mens Rasmus Sandvej Juulsen også kommer nærmere. Det kan stadig gå hen og bliver rigtig spændende mod slutningen af sæsonen.


De tre titelkandidater i Extreme – dog ikke i mesterskabsrækkefølge. På billedet kører Morten Straarup foran Michael Bergmann og Gunnar Lisby Kjær.
(Foto: JJ Media)

I Extreme Divisionen har Morten Straarup nu et pænt forspring til Gunnar Lisby Kjær, som kan ærgre sig over strandturen i heat 2, hvor han mistede dyrebare point. Kjær er tvunget til at score flere point end Straarup ved det næste løb – ellers går titlen til Straarup, en afdeling før tid. Michael Bergmann er rykket op på 3. pladsen, ved et score en kæmpe stak point, mens Klostermanns strandtur i heat 1 kom til at koste ham meget.

Der køres også et generelt mesterskab, på tværs af de tre divisioner, og her er Morten Straarup også førende, men med Jesper Blom på 2. pladsen, foran Gunnar Lisby Kjær.

Kørerne har mindre end 14 dage, inden bilerne igen skal på banen, når sæsonens 4. afdeling af Special Saloon Car 2019 skal køres på Ring Djursland. Får vi sæsonens første mestre her? Vi må vente og se tiden an.

Kørerforeningen Special Saloon Car

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk