DS3 Cup   12/09/19

Dramatisk afslutning på GP Danmark for MF-RACING
DS3 CupMads Hedegaard Frederiksen og MF-RACING fik en yderst dramatisk afslutning på Grand Prix Danmark 2019.
Inden weekenden var teamet fra Skødstrup toer i DS3 Cup Mesterskabet, og havde et håb om at som minimum forsvare positionen, samt rykke tættere på førstepladsen.

Meteorologerne havde inden weekenden meldt ustadigt vejr, så der var både tørvejrs- og regnvejrsdæk pakket med i kassevognen, da teamet drog mod FDM Jyllandsringen.

Fredag eftermiddag skulle der køres en træning. Tidligere på eftermiddagen havde det regnet, så der var stadig fugtig pletter på asfalten og vandpytter, så derfor valgte holdet at sætte regndæk på den mørkeblå og grønne DS3 Cup racer med startnummer 44 i sideruden. Det fungerede også fint nok i starten, men da banen tørrede op, var der ikke mere at komme efter. Man valgte ikke at skifte til tørvejrsdæk, i modsætning til nogle af konkurrenterne, så derfor lagde teamet ikke for meget i, at de blot var 12. hurtigste bil.


(Foto: JJ Media)

Det havde regnet kraftigt gennem fredag aften og natten til lørdag, så banen var stadig våd til kvalifikationen.

Taktikken blev ødelagt, da der kom Safety Car efter få minutter, da en konkurrent var spundet rundt ude på banen og måtte bjerges. Da der kom grønt flag igen, fik Mads aldrig rigtig varme i de tørvejrsdæk, som teamet havde satset på, da de troede at banen ville tørre op. Men på grund af Safety Car og lav asfalttemperatur, skete det bare ikke. På hans 10. omgang lykkedes det ham at køre sin personligt bedste tid, men den rakte desværre kun til 10. startposition – slet ikke der hvor vi ellers har set ham i år.

En ting er kvalifikation – en anden ting er løb, og her plejer unge Frederiksen at være rigtig god. At banen tilmed var helt tør, var kun et ekstra plus for ham.

Det blev bevist igen, da de 5 røde lamper gik ud, og bilerne drønede ned mod Sving 1. Inden første omgang var omme, var han allerede oppe på 5. pladsen, og havde en fed duel med kørerne på både 4. og 6. pladsen, hvor der blev bygget positioner flere gange, i løbet af de første 4 omgange.


(Foto: JJ Media)

Mens asfalten var knastør, begyndte der imidlertid at trække meget sorte skyer ind over banen, og på løbets 5. omgang måtte der gang i vinduesviskerne i den første halvdel af omgangen, mens det stadig var tørvejr ude i den fjerne ende af banen.

Inden kørerne fik afsluttet 5. omgang, åbnede sluserne sig for alvor omkring Sving 1 og 2, hvilket alle kørerne var fuldstændig uforberedte på. Jo, det havde da smådryppet om gangen før, men ingen ventede en syndflod.

Og det var præcis hvad der ventede de første 11 biler – heriblandt Mads. Bilerne akvaplanede hele vejen ned mod Sving 1, og bankede i dækmuren en efter en. Utrolig dramatiske scener. Mads’s bil undgik at blive ramt af konkurrenterne, men dens egen kontakt med dækmuren gav en kæmpe skade på fronten.


(Foto: JJ Media)

Naturligt nok blev løbet afbrudt, og det tog mere end en halv time, at få alle bilerne bjerget. Til alt held slap alle kørerne med skrækken, på nær et hospitalstjek til en af konkurrenterne, som heldigvis fik lov til at komme tilbage på banen igen lørdag aften.

Da teamet fik besigtiget skaderne på bilen, tog de bilen med hjem på værkstedet, men kunne hurtigt se at der var mere galt, end bare vangerne, gearkasse ophænget, køleren, diverse ledninger og andre karosseridele som var skadet, så de måtte slukøret kaste håndklædet i ringen.

Men vigtigst af alt - Mads og alle konkurrenterne er helt uskadte efter den chokerende oplevelse.

Nu er Mads Hedegaard Frederiksen 4’er i mesterskabet, og der er en masse timers arbejde i vente på værkstedet, inden at MF-RACING er klar til sæsonfinalen den 6. oktober på FDM Jyllandsringen. Sæsonens to dårligste resultater skal dog smides væk, så der kan dog godt blive rykket lidt rundt på stillingen, plus der er to løb i finaleweekenden, med 25 mulige point i hvert.

MF-RACING

JJ Media


Læs mere om:
  • Mads Hedegaard Frederiksen
  • Jyllandsringen
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk