Indenfor otte dage skal Ib Kragh og Ditte Kammersgaard ud i hele to finaler i deres grå, hvide og grønne Skoda Fabia R5-rallybil. Allerede på lørdag gælder det den vigtigste af dem, nemlig sidste runde af AutoPlus Dansk Super Rally, og en uge senere står den så på finalen i rallysprintturneringen Yokohama-mesterskabet. ”Det er lidt specielt, at vi to weekender i træk skal køre to finaler, men heldigvis er det den vigtigste – den om Danmarksmesterskabet – vi starter med,” siger Ib Kragh.
Lørdag kører Ib Kragh og Ditte Kammersgaard sæsonens sidste DM-rally (Foto: Morten Alstrup)
Anderup El Rally køres i det sønderjyske med rallycentrum hos BMW i Haderslev. I området mellem Haderslev og Christiansfeld skal mandskaberne ud på fire forskellige hastighedsprøver, som hver skal gennemkøres to gange.
”Det virker som om, at det er nogle fede prøver, arrangørerne har fundet, og der er noget grus på en af dem, og det glæder jeg mig til,” siger Ib Kragh. ”Umiddelbart er det ikke nogen hastighedsprøver, jeg har kørt på før, men det er også rart med nye udfordringer. Og på den anden side har mine konkurrenter nok heller ikke prøvet at køre dem, så vi står sikkert helt lige med hensyn til erfaringen.”
Inden Anderup El Rally indtager Ib Kragh og Ditte Kammersgaard andenpladsen i kampen om Danmarksmesterskabet. Foran sig har de Kristian Poulsen/Ole Frederiksen, men de kommer ikke til start, da de i stedet har valgt at deltage i et historisk rally i San Marino.
”Det giver så Ditte og mig en mulighed for at komme forrest i tabellen, men skal jeg være ærlig, er det ikke lige min måde at vinde et Danmarksmesterskab på,” siger Ib Kragh. ”Men vi skal heller ikke glemme, at vi stadigvæk skal i mål, og at vi også skal have et godt resultat i det sidste løb. I år har det været meget tæt. Der har kort og godt ikke været plads til, at man begår en lille fejl og snurrer rundt, for så sætter man nemt 15 sekunder til. Det gælder kort og godt om at være klar allerede fra den allerførste hastighedsprøve.”
”Ved lørdagens løb regner jeg med, at vi kan få hård modstand fra ikke bare Martin Johansen og Steen Andersen i min klasse, men også Michael Sørensen. Han har for nylig kørt et løb i udlandet i sin nye Skoda – et løb, der fandt sted i regnvejr, og jeg har rent faktisk endnu ikke nogen regnvejrserfaring med min nye bil. Til gengæld har jeg et godt setup, hvis det skulle blive tørvejr.”
IK Rally Racing Læs mere om: Sydjylland12/10/19 - Sydjylland - DM Rally |