1600 Challenge   10/10/19

Steffen Larsen 4-dobbelt Gruppe N Danmarksmester
Steffen Larsen vandt i weekenden sit fjerde danske mesterskab i en Gruppe N racer.
Titlen kom i hus ved sæsonfinalen i Yokohama 1600 Challenge, som køreren fra Ishøj altid har haft en forkærlighed for.

Han snuppede sin første sejr i klassen tilbage i 2002, og året efter blev det første danske mesterskab kørt i hus i Yokohama Cup 1600 i en Peugeot 106 GTI. Succesen blev gentaget året efter, i den samme bil, inden den blev solgt videre til en anden kører.

Herefter fulgte nogle år i Renault Clio Cup, inden det blev til nogle sæsoner i Danish Endurance Championship. I 2009 til 2011 deltog han i Advan Cup, som var Gruppe N for optil 2000 ccm, og var på nippet til at vinde den titel i 2011, indtil et elektrisk problem satte en stopper for det ved finaleløbet, hvor bilen bare gik i stå i begge heats.


(Foto: JJ Media)

Herefter fulgte et par år i en Renault Clio 3 racer i ind- og udland, inden den stod på Gruppe N igen i 2015. Her havde han fundet en af de biler, som han kæmpede imod ved hans to første titler – og så kunne det jo være sjovt at køre lidt Peugeot 106 GTI igen.

Det gik hverken værre eller bedre, end han vandt mesterskabet i 2015, med en 17 år gammel bil, på måske et af de laveste budgetter i hele klassen. Det er ikke uden grund at teamet hedder Team Low Budget…

I 2016 skulle der prøves lidt nyt, med en Suzuki Swift Sport, hvor han endte på andenpladsen i Danmarksmesterskabet. 2017 sæsonen blev en noget blandet årgang. Der blev kørt lidt i Swift’en igen, kørt lidt i en hollandsk Peugeot 206 GTI Cup, men han gik også og byggede på en Volkswagen Scirocco 1,4, hvilket var blot den anden trykladede bil i Yokohama 1600 Challenge.

Der var noget knas med teknikken i de første weekender, men bilen begyndte stille og roligt at køre hurtigere og hurtigere.


(Foto: JJ Media)

2018 sæsonen var endnu en blandet omgang, hvor det bl.a. blev til en enkelt weekend i en DTC racer. For så havde han jo også lidt det på CV’et.

Den anden halvdel af året stod dog på Yokohama 1600 Challenge, hvor det lykkedes ham at køre den første trykladede sejr hjem i 0-1600 klassens historie.

2019 skulle egentlig bare stå på lidt hyggeræs, hvor han henover vinteren havde bygget en Peugeot 206 til Yokohama 1600 Challenge, med en plan om at leje den ud til kørere, som gerne ville ud at køre.

Da den ikke var lejet ud til Åbningsløbet på Padborg Park i april måned, kunne han jo ligeså godt selv hoppe i bilen. 9. hurtigste tid i træningen, 4. hurtigst i kvalifikationen – og så eller vinder af løb 1, og toer i løb 2. Det udløste føringen i Mesterskabet. Han sprang dog over den næste løbsweekend, da den faldt sammen med et af sønnen Olivers gokart løb. Han var tilbage i klassen igen ved den 3. afdeling, hvor det blev til en 2. og en 3. plads. Dermed kunne han gå på sommerferie på 3. pladsen i DM stillingen.


(Foto: JJ Media)

Det første løb efter sommerferien var Night Race arrangementet på Padborg Park. Her var han tilbage i Volkswagen Scirocco raceren, hvor han fra en skidt kvalifikation fik kørt sig op på en 4. plads i løb 1, og til sejr i løb 2. Det vel og mærke med 80 kg succesballast i bilen!

Ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen fik han kørt en 2. og en 3. plads hjem, mens det blev til en sejr og en andenplads på Ring Djursland. Her lykkedes det så at komme tilbage i front af mesterskabet, på trods af at han missede en afdeling tidligere på året.

Derfor skulle der også køres med hovedet ved finaleløbet på FDM Jyllandsringen. Ikke noget med at komme ind i nogle unødige kampe, som der var nogle af konkurrenterne som blev indblandet i.

Så da finaleheatet startede, var han 22 point foran andenpladsen i mesterskabet. Det betød at han mere eller mindre blot skulle gennemføre løbet, så længe at nærmeste konkurrent ikke vandt løbet. Og det at gennemføre, var pludselig ikke helt en selvfølge, da han fik et skub i Sving 2, som sendte bilen helt på tværs af banen. Heldigvis fik han den tilbage på ret køl, og kunne køre et mere roligt løb herefter, hvor det bare gjaldt om at slutte 17’er eller højere i løbet, for så var konkurrenternes resultater ligegyldige.


(Foto: JJ Media)

Titlen blev sikret med en 4. og en 8. plads i finaleweekenden, med 15 points margin ned til andenpladsen.

Danmarksmesterskabet var det første for trykladede biler i 0-1600 klassen, og undervejs i sæsonen fik han kørt den 20. sejr og 62. podieplacering i klassen hjem, og samtidig beviste han, at han kunne vinde DM-titler i andet end Peugeot 106 GTI racere.

Sådan kan det gå fra bare at skulle være en hyggesæson, til pludselig at være en dybt seriøs sæson, hvor der blev kæmpet om DM medalje.


(Foto: JJ Media)

Der er ikke nogle konkrete planer for 2020, hvor fokus nok stille og roligt bliver flyttet mod sønnens gokartkørsel, mens der bliver skruet ned for hans eget ræs. Men hvem ved – måske holder der en hvid Volkswagen Scirocco, en Peugeot 206 eller noget helt tredje på startgridden i foråret 2020, med Steffen Larsens navn i sideruden.

Team Low Budget

JJ Media


Læs mere om:
  • Steffen Larsen
  • Team Low Budget
  • Jyllandsringen
  • 06/10/19 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport