DM Rally   16/10/19

DM-afslutning med to klassesejre til Suzuki Motorsport
Selv om det i år ikke blev til nogle mesterskaber i kampen om Danmarksmesterskaberne i rally, fik Suzuki Motorsport alligevel en flot afslutning på DM-sæsonen i rally. Ved Anderup El Rally blev det til to klassesejre, mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i mesterskabssammenhæng sluttede på andenpladsen i deres klasse. Trods blot tre starter i sæsonens seks mesterskabsafdelinger sluttede Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) i top 3 i deres klasse.

”Det var et godt løb med gode prøver, og alt forløb som planlagt,” fortæller Kenneth Madsen. ”Der var ikke et eneste problem med bilen, der kørte som et urværk. Vi har nu gjort rent bord ved at vinde klassen i de fire løb, vi har gennemført.”


For fjerde gang i år var Kenneth Madsen og Mette Felthaus bedst i klasse 5

Kenneth Madsen/Mette Felthaus vandt klassen med mere end halvandet minuts forspring til de nye danske mestre, Kim Boisen/Louise Bang Christiansen.

”Vi endte med at være langt foran Kim og Louise, men vi fokuserede ikke på dem, men på at tage den generelle tredjeplads i løbet. Og det lykkedes. Vi var bedst i klassen på alle prøverne,” siger Kenneth Madsen. ”Der var faktisk også en del grus på en af rundbanerne. Her vandt Martin Johansen i sin firhjulstrækker ind på os på grusdelen, men så snart vi kom tilbage på asfalten, kørte vi fra ham igen.”

Anderup El Rally blev kørt i området mellem Haderslev og Vojens, og netop i Sønderjylland havde det i døgnet inden løbsstarten regnet voldsomt.

”Kenneth og jeg diskuterede inden starten vores dækvalg,” fortæller Jacob Madsen. ”Kenneth ville køre med regnvejrsdæk, men jeg syntes ikke, at der var så meget vand at dræne på asfalten. Det var bare fugtigt, men selv om det var rimeligt lumsk, satsede vi som nogle af de få på bløde slicks. De var perfekte, og vi kunne sagtens have kørt et løb til på samme længde, uden at have slidt dem op.”


Jacob Madsen valgte at bruge slicks på sin Suzuki - og vandt

Det blev til sæsonens tredje klassesejr for Jacob Madsen/Line Nedergaard, som tillige kørte sig ind på en femteplads generelt i Anderup El Rally.

”Da vi var nået til midtvejspausen, lå vi seks og fire sekunder efter henholdsvis Kim Boisen og Jesper Bisted i et par hurtigere biler, og vi havde en klar ambition om, at vi skulle forbi dem inden mål,” siger Jacob Madsen. ”Desværre kørte Jesper Bisted af vejen, men fik i den grad kørt fra Kim Boisen.”

”Men jeg fik også lavet min første tyvstart. Det er lidt utroligt, at det først er sket nu, men den måtte jo komme før eller siden…”

Mens Jacob Madsen har haft sin sidste start i denne sæson, stiller det øvrige Suzuki Motorsport lørdag op i Kolding til landsfinalen i Yokohama-mesterskabet.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Sydjylland
  • 12/10/19 - Sydjylland - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport