Sportscar racing   19/10/19

Jan Magnussen forlader Corvette Racing efter 16 mindeværdige år
Efter 16 sæsoner som fast kører hos General Motors og Corvette Racing stopper Jan Magnussen med udgangen af 2019 sit engagement hos det berømte amerikanske team


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen vil udforske nye muligheder i 2020, efter at danskeren og General Motors har truffet en fælles beslutning om at ende samarbejdet med udgangen af 2019. Magnussen debuterede for Corvette Racing i 2004 og har siden 2007 været fuldtidskører hos det berømte amerikanske team.


(Foto: Richard Prince)

– Jeg er stolt og taknemmelig over at have haft så lang og succesfuld en karriere hos Corvette Racing. Da jeg kørte mit første løb for teamet i 2004, havde jeg ikke drømt om, at det skulle være mit hjem de næste 16 år. Det er blevet min anden familie, og jeg vil gerne takke alle og én på holdet for de mange fantastiske øjeblikke. Jeg er enormt stolt over de resultater, vi har opnået sammen, ikke mindst sejrene på Le Mans, Sebring og Daytona, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince)

Gennem de sidste 16 år har Jan Magnussen sikret hele 35 løbssejre ud af 154 starter. Danskeren har for Corvette Racing vundet fire IMSA-mesterskaber, fire sejre i 24-timersløbet på Le Mans, fem sejre i 12-timersløbet på Sebring samt en uforglemmelig triumf i 24-timersløbet på Daytona. Han har siden 2012 været fast makker med spanske Antonio Garcia.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen: Ikke færdig som racerkører

– Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg er glad for at sige farvel. Men tiden er inde, hvis der skal ske noget nyt. Jeg er 46 år, og jeg føler mig bestemt ikke færdig. Jeg elsker at køre ræs, og jeg er stadig sulten efter sejre og mesterskaber. Men hvis jeg skal nå at prøve nye udfordringer, skal det ske nu. Og jeg har en klar forventning om at stille op for et nyt team i 2020.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen og Antonio Garcia var også i 2019 med i kampen om mesterskabet i IMSA-serien, som blev afgjort med det 10 timer lange Petit Le Mans på Road Atlanta. Her afleverede danskeren den gule Corvette C7.R på en føring i GTLM-klassen i sit sidste stint for Corvette Racing. Et løb, som altså markerede enden på Magnussens årelange epoke hos Corvette Racing.


(Foto: Richard Prince)

– Corvette Racing har alt at takke Jan for. Hans erfaring, performance og popularitet gennem de seneste 16 år har været afgørende for teamets massive succes. Vi skylder ham den højeste respekt og ønsker ham alt det bedste i hans næste del af karrieren, lyder det fra Vice President of Performance and Motorsports hos General Motors, Jim Campbell.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen Racing

Carlos Communication


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Corvette Racing

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto