Formel 1   17/11/19

Honda triumf i Brasilien - OPDATERET
Verstappen sejrer, mens Gasly får oprejsning
Max Verstappen vandt Det Brasilianske Grand Prix efter en dominerende dag og to Safety Car perioder. I en dramatisk afslutning fik vi alt det, som man ønsker sig af et Formel 1 løb, kaos, crash og overraskelser.

Det hele var Bottas' skyld. Eller måske Mercedes' skyld. Men havde den finske kører kørt i pit da hans bil begyndte at kommunikere med røgsignaler, var det blevet et ret ordinært sidst-på-sæsonen-og-VM-er-afgjort-løb. Men han kørte ikke i pit. Han kunne sikkert ikke se røgen, dels var den ret tynd, dels var han nok mere fokuseret på den Ferrari der lå lige foran ham. Men teamet må have set røgen, men kaldte ham ikke ind. Så derfor kørte han ind til siden halvvejs rundt på næste omgang med en defekt bil. En bil der skulle fjernes. En bil der åbenbart ikke kunne sættes i frigear. Så den skulle fjernes med en kran. Kran på banen er lig med Safety Car.

Det tog lang tid den SC periode. Bilerne var spredt ud over hele banen og mange var overhalet med en omgang, de skulle lige tilbage på omgangshøjde. En relativ udramatisk hændelse, der fik dramatiske konsekvenser. For efter en SC periode er feltet samlet, og det kan jo godt give nogle sværdslag. Her var det Verstappen der lå bag Hamilton, en Verstappen der havde løbet under kontrol det meste af tiden. Det tegnede spændende.

Da løbet blev givet frit var Verstappen som forventet over Hamilton, og kom forbi. Lidt længere tilbage var det Albon der også benyttede sig af muligheden til at komme fremad i feltet, da han smuttede forbi Vettel. Vettel kom også under pres fra Leclerc, men modstod i første omgang. Nogle omgange senere smuttede Leclerc dog forbi Vettel i S-svinget efter start/mål. En flot overhaling, der blev indledningen på næste SC periode. For umiddelbart efter prøvede Vettel at slå tilbage, en koket lille berøring af to hjul sendte Leclerc ud med knækket forhjulsophæng, mens Vettel havde smadret sit baghjul. Exit to Ferrari racere, ind med SC en gang til.

Havde VM ikke været afgjort havde Hamilton nok satset på det sikre, at forstætte som han var og se om chancen for en overhaling skulle byde sig. Men VM er afgjort og Hamilton besluttede sig for at gå efter sejren. Så han smuttede i pit. Med friske dæk satsede han på et spændende sidste omgange - han skulle bare overhale de tre, der nu var foran ham. Så meget var feltet nemlig spredt ud siden første SC. Af top bilerne var der kun tre tilbage - Red Bull bilerne, der lå 1 og 2, samt Hamilton, der var nr. 4. Mellem dem lå Pierre Gasly i sin Toro Rosso.

Løbet blev genstartet og Hamilton startede sin mission. Han kom planmæssigt forbi Gasly, allerede på langsiden og så var Albon den næste på hans liste. Den unge Albon gav lidt plads, Hamilton dykkede ind, men pladsen var der alligevel ikke helt. Exit Albon, der ellers lå til karrierens bedste resultat. Men Sammenstødet betød også at Hamilton blev forsinket og Gasly smuttede forbi ham igen.

Med kun én omgang tilbage skulle Hamilton nu igen forsøge at passerede Gasly, denne gang med en beskadiget frontvinge. Det lykkedes ikke og Honda endte, trods Albons sorte uheld, alligevel med en 1-2 sejr til stor jubel hos den japanske motorproducent og begge rød tyr holdene. Og så er der en vis poetisk retfærdighed i at Gasly arver 2. pladsen fra den kører der erstattede ham, da han ikke selv var god nok til Red Bull. Det har været en hård sæson for Gasly, men dette er dog øjeblikket der redder det hele for ham.

Efter løbet beklagede Hamilton sammenstødet med Albon og tog hele skylden på sig. I skrivende stund er de ved at gøre klar til en lille høring i Brasilien for at finde ud af, om Hamilton skal straffes for sammenstødet.

Hvis han bliver det, er der en række kørere der står til at blive forfremmet i resultatet. Den første er Carlos Sainz, der efter et fremragende løb fra 20. startposition, sluttede på 4. pladsen. Kimi Raikkonen førte an for Alfa Romeo på en 5. plads, lige foran Giovinazzi på 6. pladsen. Ricciardo blev nr. 7 på trods af fem sekunders straf undervejs, efter et sammenstød med Kevin Magnussen. Ikke den store forseelse, men straffet blev australieren. Hvis Hamilton får en fem sekunders straf, vil disse fire kørere rykke en plads frem.

Lando Norris på 8. pladsen vil ikke rykke noget frem. Perez blev nr. 9 og Kvjat snuppede 10. pladsen fra Magnussen, der ellers havde taget den fra Kvjat, der... nå...

En afsindig spændende afslutning på et løb, der kunne være blevet mere ordinært. Men det blev det ikke. Så her er løsningen - flere SC perioder i slutningen af løbene! Ses om 14 dage til finalen i Aber Dabei.

UPDATE:Efter løbet har Hamilton og Albon været til møde med stewardsene. Som Hamilton næsten lagde og til med at påtage sig skylden for uheldet, endte han med at få hele skylden og fem sekunders straf, hvilket har forfremmet kørere i den orden, som nævnt længere oppe i artiklen.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Max Verstappen
  • Interlagos
  • 17/11/19 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport