Dennis Lind dominerede de første timer af weekendens 24-timersløb i Dubai, før massive regnbyger tvang løbsledelsen til at afbryde det berømte langdistanceløb før tid.
Den danske racerkører Dennis Lind demonstrerede fredag eftermiddag igen, hvorfor han nu går ind i sin anden sæson som fabrikskører for Lamborghini Squadra Corse. Lind startede årets 24-timersløb i Dubai fra en 14. plads, men var allerede efter 35 minutters kørsel avanceret til en fjerdeplads – og da danskeren kørte i pit for anden gang, var det på en suveræn førsteplads.
(Foto: Dennis Lind Racing)
Dennis Lind stillede op for britiske Barwell Motorsport, som totalt dominerede løbets tidlige timer, før massive regnmængder pludseligt skyllede ind over millionbyen og tvang løbsledelsen til at afbryde begivenheden blot syv timer og 17 minutter inde i løbet. Samtlige af feltets knap 80 biler blev parkeret i håb om at vejrsituationen ville ændre sig, men det skete aldrig. Lørdag morgen blev løbet endeligt erklæret afsluttet, og Dennis Lind og resten af Barwell Motorsport sluttede på en samlet sjetteplads.
– En ærgerlig afslutning på et løb, hvor vi så ud til at have en god chance for et topresultat. Jeg fik en rigtig god start og kunne kæmpe mig helt frem til en føring, som det lykkedes os at bevare det meste af aftenen. Da regnen kom, gamblede vi lidt med dækvalget, men det var vi ikke alene om. Alle blev overraskede over de vilde mængder vand, og til sidst var det nærmest livsfarligt at befinde sig på banen, selv om vi bare trillede rundt under Code 60 (gult flag, red.) og forsøgte at holde farten. Da løbet blev flaget rødt, havde vi håbet, at regnen drev over, så vi kunne komme i gang igen, men det skete ikke. Desværre, lyder det fra Dennis Lind.
Danskeren var indtil da optimistisk omkring en mulig sejr, selvom teamet måtte indkassere en fire minutters straf i løbet af aftenen grundet en episode i pitlane. Det fem mand store team viste fra start imponerende fart, og særligt Dennis Lind var et hit hos kommentatorerne af løbet, som blev transmitteret live på Youtube.
(Foto: Dennis Lind Racing)
Næste udfordring for Dennis Lind er premieren på Intercontinental GT Challenge, 12-timersløbet på Bathurst i Australien den 2. februar, hvor danskeren stiller op for FFF Racing Team.
Dennis Lind Racing Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Dennis LindDubai Autodrome11/01/20 - Dubai Autodrome - 24H Series |