Lamborghini Super Trofeo   28/02/20

Nyt danskerhold går på titeljagt
Kevin Rossel og Noah Watt udgør den unikke konstellation på et nyt danskerhold, der i den kommende sæson skal indtage nogle af de største europæiske baner i Super Trofeo-serien, hvor der kæmpes både om EM og VM.

Monza, Spa og Nürburgring. Det er bare nogle af de store baner, som i den kommende sæson lægger asfalt til, når et nyt storhold med to af Danmarks største racertalenter slippes løs i deres fælles Lamborghini. Det sker i serien Super Trofeos europæiske del, hvor den forsvarende mester i Super GT, Kevin Rossel, bliver holdkammerat med det unge stortalent Noah Watt.

Den konstellation skal få danskerbilen fra Target Racing helt i front, og ambitionerne er da også store i en serie, hvor der først kæmpes om EM-titlen, og derefter om VM-titlen, når vinderne fra de forskellige kontinenter mødes.

- Efter min sejr i Super GT er der mange døre, der har åbnet sig, og jeg har i et stykke tid været på vej til udlandet for at tage næste skridt. Jeg har overvejet de forskellige tilbud, men det det har været afgørende, at jeg fik plads på et hold, der kunne køre med om titler, og det har også været afgørende, at der var tale om et team, hvor tingene fungerer. Derfor er det helt fantastisk, at jeg i den kommende sæson skal køre sammen med Noah Watt, som har vist, at han har en spektakulær fart. Jeg tror på, at vi kan sætte noget sammen, hvor vi er med helt i toppen, og så er det fantastisk, at vi kan præsentere en dansk bil i så spændende en serie, fastslår Kevin Rossel, som får en lige så ambitiøs makker ved sin side i den potente italienske racer.

- Det er et drømmehold, vi får skabt her, og jeg kan ikke vente på, at vi får mulighed for at give den gas sammen. Kevin Rossel har vist, at han kan vinde titler, og jeg tror på, at vi kan give hinanden så meget, at vi kan lande øverst på podiet. Vi har haft muligheder hos flere hold, men vi har valgt den her løsning, fordi det giver os de mest seriøse muligheder. Vi kommer begge to med brændende ambitioner, og vi investerer selv en del i det her, så vi kan få Dannebrog først over stregen. Vi spiller også godt sammen som personer, og så har vi mange dygtige mennesker omkring os. Vi kommer kort sagt for at vinde, lyder det fra Noah Watt, der sammen med Kevin Rossel starter sæsonen midt i april på den italienske bane Monza, hvor danskerbilen allerede går efter en topplacering.

Fakta:

Kevin Rossel, 24 år, og Noah Watt, 17 år, skal i den kommende sæson danne et stærkt danskerhold hos Target Racing i Super Trofeo-serien, hvor der køres i Lamborghini.

Bilen har 620 hestekræfter og har en imponerende topfart på 280 kilometer i timen.

Europamesterskabet køres over seks afdelinger:

17.-19. April - Monza, Italien
28.-30. Maj - Paul Ricard, Frankrig
23.-25. Juli - Spa-Francorchamps, Belgien
3.-5. September - Nürburgring, Tyskland
9.-11. Oktober - Barcelona, Spanien
28.-29. Oktober - Misano Adriatico, Italien

31. oktober-1. november køres VM-finalen på Misano Adriatico.

Lars Guldager Dyhr


Læs mere om:
  • Kevin Rossel
  • Noah Watt

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport