Nürburgring Langstrecken Serie   22/03/20

Henrik Bollerslev fik en god sæsonoptakt på Nürburgring
2020 er sæsonen med den hidtil største satsning fra Henrik Bollerslev, som til denne sæson kører i den eftertragtede Nürburgring Langstrecken Serie med det tyske Audi-team WS Racing. Lørdag den 14. marts fik viborgenseren sin første forsmag på det, der venter i teamets Audi R8 GT4-racer.

En helt ny oplevelse, men også en testdag, som hurtigt gav resultater for både Henrik Bollerslev og det tyske team.

- Det var en rigtig fin test. Vi startede ret forsigtigt ud, for det var meget koldt på Nürburgring, og i tre graders varme på en fugtig bane kan man ikke bare give den gas. Men da banen først tørrede op, så gik det rigtig godt, og jeg fik den nye bil godt ind under huden, forklarer han.

Nürburgring Langstrecken Serie er en langdistanceserie, hvor alle løb er fire eller seks timer lange og køres på den helt store udgave af Nürburgring, som forener den nye Grand Prix-bane med den gamle Nordsløjfe. Derfor var det også vigtigt for teamet at få erfaring med fulde distancer på dækkene - og her blev der høstet værdifuld viden til resten af året.

- WS Racing er sponsoreret af den kinesiske dækproducent Giti Tires, og de sendte deres egne ingeniører over fra Kina for at arbejde med os. Vi fik kørt fulde distancer hele eftermiddagen, og nu skal de hjem og studere tallene. Det var fedt at få kørt så meget og at se teamet arbejde så professionelt med det hele, forklarer han og fortsætter:

- Bilen kørte meget som jeg forventede. Den opfører sig lidt som den Porsche Cayman, jeg kørte sidste år - men den er bare meget hurtigere. Det var godt lige at få fundet formen igen, og jeg var tæt på de tider, som de to andre kørere på holdet satte, så det var en rigtig fin begyndelse på året - og det tager jeg bestemt med mig videre.

Premieren aflyst

Malurt er der dog også i bægeret, for motorsportens verden er i lighed med resten af samfundet også bremset op af den aktuelle situation med coronavirussens spredning over Europa. Weekendens test blev gennemført, men arrangørerne har aflyst årets første to afdelinger af Nürburgring Langstrecken Serie, og derfor er der udsigt til det kan tage tid, inden Henrik Bollerslev og tyske WS Racing får gang i året.

- Det er trist med de to aflysninger, men vi må erkende, at det ikke kan være anderledes, som tingene er i øjeblikket. Vi kommer tilbage med fuld motivation og masser af gåpåmod så snart det er muligt. Og set i netop det lys var det også godt, at vi lige kunne nå at få prøvet det hele af, afrunder Henrik Bollerslev.

Går alt vel, får Nürburgring Langstrecken Serie premiere den 27. juni i stedet for den netop forgangene weekend.

"Topper"


Læs mere om:
  • Henrik Bollerslev
  • Nürburgring

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk