Special Saloon   22/06/20

SSC 2020 kom godt fra land
Special Saloon Car sæsonen 2020 kom rigtig godt fra land, da Åbningsløbet blev kørt på FDM Jyllandsringen.

Hele motorsports Danmark har jo været lukket ned på grund af COVID-19 situationen, så sæsonen skulle allerede have været i gang to måneder tidligere – men bedre sent end aldrig.

22 biler fordelt på de 3 Divisioner var mødt op. Extreme feltet talte hele 14 deltagere, hvor der var stødt en god portion gæstekørere til de kørere, som efter planen skal køre hele sæsonen. Super Touring var også godt fyldt op med 6 biler, mens der desværre kun var to biler i GT-B, bl.a. grundet manglende reservedele hos nogle af deltagerne.


Christian Siepmann har skiftet farverne til i år. Han måtte springe kvalifikationen og løb 1 over, da der knækkede en trækaksel i træningen, og der først skulle fragtes en ny hjem fra Holland.
(Foto: JJ Media)

Weekenden startede med 20 minutters træning, hvor Mikkel O. Pedersen i en Porsche satte tempoet ude i front, efterfulgt af Ole Petersen i en Mitjet, mens Gunnar Lisby Kjær i Lamborghini var treer. Dermed beviste Petersen også at en Mitjet sagtens kan være med i toppen, selvom den skal have en del ballast med i bilen, for at komme op på minimumsvægten i Extreme

I GT-B kategorien så vi en tendens som varede ved henover hele weekenden. Oliver Rosenkilde Nissen i en Seat TCR racer var den hurtigste mand foran Henrik Moeskjær i BMW Z4 V10 raceren. Rent faktisk gjorde Oliver helt rent bord med hurtigste tid i træning, kval, samt løbssejre og hurtigste omgang i alle tre heats.

Der kommer dog helt sikkert til at være flere biler i GT-B efter sommerferien, når blandt andet den forsvarende GT-B mester Brian Mikkelsen får de nødvendige stumper leveret fra England.


Det her var den eneste vinkel, som størstedelen af deltagerne så Oliver Rosenkilde Nissen fra i weekenden. Han havde godt styr på GT-B kategorien, med et pænt fartoverskud i forhold til Henrik Moeskjær.
(Foto: JJ Media)

Ole Sondrup i BMW M3 satte suverænt bedste tid i Super Touring, med næsten et sekund ned til Jens Kristoffersen og Oliver Rømer i hvert deres Seat Ibiza. Lars Højris i Peugeot 208 startede desværre dagen med et teknisk problem, så han ikke fik kørt mere end en omgang i træningen.

Tre timer senere skulle kvalifikationen køres. Her slog Højris til gengæld tilbage, og satte hurtigste tid af alle, foran Sondrup og Kristoffersen. Kun Mickey Mikkelsen i den specielle Toyota MR2 Spyder hang lidt bagefter på tiden, men han ville få mere fart på henover weekenden.


En bil som man bestemt ikke ser hver dag – Mickey Mikkelsen i Toyota MR2 Spyder.
(Foto: JJ Media)

Blandt Extreme bilerne var det ikke overraskende Mikkel O. der satte Pole, men til gengæld var Gunnar Lisby Kjær og Michael Rosenkilde Nissen rykket meget tættere på, så der var under et sekund mellem de tre.

Sent på eftermiddagen lørdag blev første løb kørt. Her manglede Lisby dog pludselig sin sidemand i den første række. Mikkel O. blev nemlig nød til at forlade banen efter kvalifikationen, da hans italienske team Dinamic havde kaldt ham til Nürburgring, for at teste den GT-3 Porsche, som de skal køre langdistanceløb med.

Den chance udnyttede Michael Rosenkilde Nissen i Lamborghini Huracan Super Trofeo EVO til at dykke op på indersiden af Gunnar Lisby Kjær, og tog føringen – og så sig aldrig tilbage, så de to kørte en sikker 1-2 sejr hjem. 3. pladsen blev der kæmpet hårdt om mellem Michael Bergmann i Porsche og Ole Petersen i Mitjet. Der var sjældent ret mange meters afstand mellem de to, men det blev med Bergmann som vinder af den duel.


Mikkel O. Pedersen måtte stikke af før tid, da han skulle til en vigtig test i Tyskland. Indtil da havde han dog imponeret med hurtige tider i Porsche 991’eren.
(Foto: JJ Media)

Blandt Super Touring bilerne kom Lars Højris bedst fra land, men han blev hårdt presset af Ole Sondrup, som fik kæmpet sig forbi, og kunne køre sejren hjem foran Højris og Jens Kristoffersen

Søndag middag blev bilerne sendt på banen til deres 2. løb. I S-T blev det endnu en Sondrup sejr, mens Oliver Rømer og Jens Kristoffersen havde en tæt duel omkring 2.-3. pladsen, som Kristoffersen endte med at trække sig sejrrigt ud af. Højris havde ellers haft farten, men var kommet så langt bagud i feltet på første omgang, som han ikke kunne nå at kæmpe med omkring podiepladserne.

To kørere som tidligere var ude af kampen omkring podiepladserne i Extreme var Gunnar Lisby Kjær og Michael Bergmann. De to stødte sammen i Sving 1, da Bergmanns højre forhjørne på Porschen giver Lisbys Lambo et tryk på bagskærmen. Værst gik det ud over Bergmann, da bilen desværre ikke kunne køre videre, og heller ikke kunne repareres til heat 3. Lisby endte baglæns ude i sandkassen, med et punkteret hjul, og nogle kosmetiske skader på bagkofangeren. Sandet var så dybt at han ikke selv kunne komme derfra, og der måtte en Safety Car til for at få de to biler fjernet.


Oliver Rømer #31, Lars Højris #30 og Jens Kristoffersen #32 kæmpede bravt om pointene i Super Touring gennem weekenden. Det er også de tre som er i toppen af mesterskabsstillingen efter den første afdeling.
(Foto: JJ Media)

Da løbet blev givet frit, havde Michael Rosenkilde Nissen en forholdsvis nem opgave, hvor de eneste biler som han så resten af heatet, var når der var nogle konkurrenter, som skulle overhales med en omgang. Til gengæld havde de tre Mitjet kørere Lasse Poulsen, Ole Petersen og Frederik Nymark noget af en herredyst omkring 2., 3. og 4. pladsen i løbet, mens Torben Ingerslev, Lars Pedersen og Mathias Lund havde en mindst ligeså hård duel omkring P5 til P7.

Michael Rosenkilde snuppede også sejren i Heat 3, foran holdkammerat Gunnar Lisby Kjær. Længe så det ud til at Ole Petersen ville tage P2 i weekendens sidste heat, men han ramte et væskespor fra Ole Sondrups bil, og skøjtede ud i sandkassen.

Andenpladsen tog Gunnar Lisby Kjær med glæde, mens Frederik Nymark fik en pokal med hjem for 3. pladsen. Han kunne dog skimte Christian Siepmann i sidespejlene gennem en stor del af løbet, og var løbet ikke blevet afbrudt af Safety Car til sidst på grund af væskespildet og to strandede biler, havde det måske været Siepmann på P3 i stedet for – han havde trods alt kørt sig frem fra 10. startposition til en 4. plads i løbet på godt 10 minutter. <

Lasse Poulsen havde også været godt med fremme i feltet, men han fik problemer med en gear-cut sensor, som gjorde at bilen satte ud, når han ville skifte gear, så han til sidst måtte udgå. Men det blev bevist af især Ole Petersen, Frederik Nymark og Lasse Poulsen, at Mitjet racerne bestemt kunne kæmpe med omkring podiepladserne, mod alle Porsche og Lamborghini racerne.


Den Porsche lignende Scotty drillede lidt for Andreas Kjærgaard i kvalifikationen. Hvad der viste sig at være nogle defekte tændrør, gjorde at motoren ikke ville køre over 5000 omdrejninger i minuttet. En afhoppet turboslange i heat 2 satte også lidt begrænsninger for farten, men i heat 3 spillede alt perfekt, og det blev til en flot 5. plads.
(Foto: JJ Media)

Der var en fantastisk duel i Super Touring, hvor Jens Kristoffersen og Oliver Rømer virkelig gav Ole Sondrup kamp til stregen. Som det var det som gjorde at de bayerske hestekræfter måtte give fortabt til de spanske er svært at sige, men den lukkede i hvert fald væsken ud, med omkring 5 minutter tilbage. Så det betød at Kristoffersen holdt sejren hjem i mål, foran Rømer, mens Mickey Mikkelsen virkelig havde fart på i det sidste heat, og fik kørt sig til en 3. plads.

I mesterskabsstillingerne er Jens Kristoffersen førende i Super Touring, foran Lars Højris og Oliver Rømer. De tre er kun adskilt af 9 point, mens Rene Ogrocki er yderligere 9 point bagude. Han fik aldrig rigtig for alvor fart i BMW M3’eren denne weekend, men giver den forhåbentlig et forsøg igen til næste afdeling.


Henrik Moeskjær fik skrabet en masse gode point sammen til mesterskabskontoen, men håber helt sikkert også på at kunne bide skeer med Oliver Rosenkilde Nissen næste gang.
(Foto: JJ Media)

Oliver Rosenkilde Nissen er ikke overraskende i føring af GT-B, efter at være dominerende gennem hele weekenden, med Henrik Moeskjær på andenpladsen.

Det samme kan siges om farmand Michael Rosenkilde Nissen i Extreme. Han manglede lige Pole Position i kvalifikationen, til at han kunne tage fra weekenden med maksimalt pointudbytte – men han kan stadig glæde sig over et 40 points forspring til Gunnar Lisby Kjær på andenpladsen, som til gengæld har Lars Pedersen og Torben Ingerslev helt oppe i nakken.


Alting gik så godt for Ole Sondrup i weekenden, indtil teknikken gav op i heat 3. Heldigvis har han, ligesom alle de andre kørere, nogle uger til at få bilen køreklar igen.
(Foto: JJ Media)

I det generelle mesterskab, på tværs af Divisionerne, er Michael Rosenkilde Nissen i front, foran Jens Kristoffersen, Lars Højris, Oliver Rømer og Oliver Rosenkilde Nissen.

Nu bliver bilerne skubbet tilbage i garagerne, på en god (lidt for) lang sommerferie, da det næste løb er Night Race på Padborg Park den 11.-12. september.


Michael Rosenkilde Nissen var weekendens store sejrherre. Han gik kun glip af et sølle bonuspoint i kvalifikationen, men har trods alt stadig en solid føring i både Extreme samt det generelle mesterskab i Special Saloon Car.
(Foto: JJ Media)

Her håber vi at se et mindst ligeså stort felt, hvor alle er velkomne, uanset om de er gæstekørere eller kører med i hele sæsonen. Det har i hvert fald været en fornøjelse med masser af godt og fair ræs denne weekend fra alle deltagerne, som havde god respekt for hinanden både internt og på tværs af Divisionerne.

Vi ses til september.

Kørerforeningen Special Saloon Car

JJ Media


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 21/06/20 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport