Siden sæsonpremieren er deltagerfeltet steget med godt 50 procent Da den 15. udgave af Danish Endurance Championship blev skudt i gang på den første søndag i juli på Padborg Park, var det med et felt på 23 racerbiler fordelt på fire forskellige divisioner. Når man i den kommende weekend genoptager kampen om mesterskabet, er feltet vokset med godt 50 procent. Hele 32 racerbiler er således tilmeldt weekendens løb på FDM Jyllandsringen.
Mange af de teams, som var med til at dominere premieren på Padborg Park, er naturligvis også med på racerbanen i Silkeborg, men der er kommet flere spændende biler til. Far-og-søn-parret Peter og Mikkel Obel fra Kalundborg har således skiftet deres trofaste Renault Clio fra Sally Racing ud med en ny og hurtigere Seat Leon Cupra i TCR-trim. Det betyder samtidig, at de rykker fra DEC2-division til den hurtigere DEC3-division, hvor de ikke blot kommer til at kæmpe mod søsterbilen fra Sally Racing, som køres af Anders Hjort Lund/Bjørn Smidt, Odense, men også den Volkswagen Golf GTI, som Holmgaard Motorsport indsætter med Magnus og Jonas Holmgaard, og som var bedst i DEC3-divisionen ved premieren.
Sally Racing har fordoblet sit antal af Seat Leon Cupra TCR-racere i DEC-serien. Nu får Anders Hjort Lund/Bjørn Smidt følgeskab af Peter og Mikkel Obel. (Foto: Henning Smed)
En spændende ny bil står Jonas Sejersen, Trige, bag. I flere år har han deltaget i Special Saloon Car-klassen med biler, han selv har bygget op fra grunden, men nu har han skaffet sig en Ligier LMP3-racer. Det er prototype, der er udbredt i bl.a. European Le Mans Series, og det bliver ikke bare første gang, at den deltager i Danish Endurance Championship, men også i et løb på en dansk bane.
Rasmus Holmegaard Hansen og Jesper Holmegaard Holst er det førende mandskabet i DEC1-divisionen for de mindste biler. (Foto: Morten Alstrup)
Ved sæsonpremieren var det Gustav Birch, Ans, og Mikkel O. Pedersen, Struer, som krydsede målstregen forrest i begge løb. Denne gang deler makkerparret dog ikke bil. Mikkel O. Pedersen deltager i et løb på Nürburgring, så den 17-årige Gustav Birch bliver ene om at styre Porschen, hvor han bl.a. skal i kamp mod to Lamborghini Huracan Super Trofeo, der køres af dels Preben Grundtvig/Mikkel Grundtvig, dels af Michael Rosenkilde Nissen. Team TWX stiller med sin Ferrari 488, som køres af Torben Ingerslev/Morten Dons, men der kommer også hele to Mercedes AMG GT4-racere til start. Den ene indsættes af AMG GT4 Customer Racing Denmark og bestyres af dels Jan Engelbrecht, Virum, dels Mikkel C. Johansen, Slagelse, mens Ronnie Bremer, Hvidovre, i MB Racings eksemplar sekunderes af Jes Hedegaard, Vallensbæk.
Ved weekendens arrangement på FDM Jyllandsringen skal der denne gang afvikles tre heats for Danish Endurance Championship. Alle tre varer de 60 minutter. Et køres lørdag, to søndag.
Padborg Park I/S Morten Alstrup Læs mere om: Jyllandsringen06/09/20 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |