Super GT Danmark   29/10/20

Pilgaard sluttede 2020 på toppen
Super GT DanmarkCasper Pilgaard fik afsluttet 2020 sæsonen på toppen, da sæsonfinalen for Oktan 100 Super GT Danmark blev kørt på FDM Jyllandsringen.

Det var den første sæson i klassen, for den 22-årige racerkører fra Ryomgård. I forvejen kom han dog til serien som historiens sidste U23 samt Rookie mester fra DTC serien, så derfor havde holdet store forventninger til 2020 sæsonen, selvom mange af konkurrenterne havde flere sæsoners erfaring med netop den biltype.

Der skulle køres hele to tællende afdelinger, fordelt på to dage, så derfor var det vigtigt at undgå skader, og mekaniske nedbrud henover weekenden, da bilen skulle på banen hele 10 gange.

Udover det generelle mesterskab, blev der også kørt om en Am titel, hvor Casper lå på en 3. plads inden weekenden, mens han indtog en 9. plads i det generelle mesterskab.

Fredag eftermiddag stod den på to træninger, som Casper sluttede henholdsvis 9’er og 8’er i. Det var dog på våd asfalt, som skulle vise sig at blive vigtig erfaring til både lørdag og søndag.

Asfalten var nemlig pladdervåd til kvalifikationen lørdag formiddag. Men det lykkedes at få kørt 7. hurtigste tid i den første del af kvalifikationen. De 12 første biler skulle herefter på banen igen, for at afgøre deres placeringer, hvilket gav 9. startposition til heat 1.

Banen var efterhånden ved at være tørret op, så det gav teamets mekanikere en del hovedbrud omkring dækvalget. Men når de kiggede på tiderne fra de andre klasser på banen, faldt valget på regndæk.

Det skulle også vise sig at være det rigtige, i de første omgange af løbet, da banen var utrolig svær at få greb på. Ikke nok med at der stadig var lidt fugt på ideallinjen, så var der også en bil, som havde hældt olie ud på hele baneomgangen, hvilket resulterede i en stribe kattegrus rundt på hele banen.

Derfor var det yderst svære forhold for den unge kører, men han holdt hovedet koldt – og ikke mindst liv i regnvejrsdækkene – så han kunne passere målstregen på en 7. plads.

Til heat 2, blev de første 8 fra det første heat vendt rundt, og det betød at Pilgaard skulle starte toer. Der kom dog hurtigt Safety Car, da en konkurrent var røget i gruset på første omgang. Men da løbet blev givet frit igen, lagde Casper maksimalt pres på den førende, som endte med at lave en fejl, og Casper dermed kunne tage føringen.

Hurtigt fik han slået et stort hul til forfølgerne, og kunne køre over målstregen som vinder af sit første Super GT heat, i hans blot 4. løbsweekend i klassen.

Til finalen skulle Pilgaard starte på 6. pladsen. Der blev bokset rigtig meget, mellem flere af konkurrenterne, men med snu og sikker kørsel, holdt den røde og hvide bil med startnummer 12 sig helt ude af disse kampe. Det kostede en enkelt placering i starten af heatet, men stille og roligt fik han arbejdet sig længere og længere frem.

Det var en taktisk som virkelig gav pote, da han på allersidste omgang i løbet, kunne smutte op på andenpladsen, og køre over målstregen til stor jubel fra mekanikerne.

Ydermere var han gået i front af Am mesterskabet.

Mens lørdagens løb 2 og 3 blev kørt på tørvejrsdæk, skulle der igen regndæk på bilen søndag morgen, til weekendens anden kvalifikation.

Erfaringerne med regndækkene betød, at han kunne køre 7. hurtigste tid i den første halvdel af kvalifikationen, men han satte en flot 4. hurtigste tid af alle, blandt de 12 hurtigste kørere.

Der blev virkelig kæmpet ved starten af søndagens første løb. Der var mange kørere, som pressede hårdt på i Sving 1, og her tog Casper det kloge valg, og holdt sig ude af enhver kamp. Den taktik kostede et par placeringer, men til gengæld havde han en hel bil, gennem resten af heatet, som blev fuldført på en 7. plads.

Dermed havde han anden startposition til heat 2 igen, som han hurtigt forvandlede til P1 i første sving. Længe så han ud til at kunne holde den i mål, men dækkene blev en lille smule for varme hen mod slutningen af løbet, hvilket gjorde at han faldt tilbage på 3. pladsen, med fire omgange tilbage. Det vigtigste var dog, at han stadig sluttede foran Am konkurrenterne.

Sæsonens allersidste løb blev startet fra 6. pladsen, men med en forrygende første omgang, var han helt oppe på 4. pladsen. Her lå han gennem størstedelen af løbet, indtil der var et beslag omkring baghjulsophænget som knækkede, hvilket resulterede i at bagdækket punkterede, og en ærgerlig kører måtte trække ind til siden, og parkere bilen.

Teamet kunne dog stadig være ovenud tilfreds. Mesterskabstitlen i Am mesterskabet var i hus, med et komfortabelt forspring ned til andenpladsen. Samtidig var han rykket to pladser frem i det generelle mesterskab, så han sluttede på en 7. plads, efter debutsæsonen.

Så alt i alt en fantastisk sæson for djurslændingen, hvilket blot giver mere blod på tanden til 2021 sæsonen. Nu har han to år i træk vist at han kan bide skeer med de allerhurtigste kørere, i to så forskellige biler.

De endelige planer for 2021 ligger ikke helt fast endnu, men med sådan en afslutning på sæsonen, giver det et kæmpe moralsk boost for både kører og mekanikere.

Pilgaard Motorsport vil gerne takke alle dem, som har støttet op omkring holdet i år, hvilket gjorde det muligt at kæmpe med på allerhøjeste niveau. Derudover skal der lyde en tak til arrangørerne af Super GT mesterskabet, samt til banerne og alle deres hjælpere, som har været til stede på banerne, selvom forholdene blev besværliggjorte af alle COVID-19 reglerne.

Vi ses på banerne i 2021.

Pilgaard Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Casper Pilgaard
  • Jyllandsringen
  • 25/10/20 - Jyllandsringen - Super GT Danmark

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto