Danish Endurance Championship   12/11/20

Silas Rytter tager næste skridt med STEP Sports Management
DEC - Danish Endurance ChampionshipEfter flere succesfulde år i gokartsporten er tiden snart inde for Silas Rytter til at tage næste skridt i sin karriere. Den nordjyske teenager har indgået et samarbejde med STEP Sports Management for at komme bedst videre med sin sport.

Der er flere muligheder på bordet for 2021-sæsonen, hvor Silas både fortsætter med karting og planlægger at stifte bekendtskab med rigtige racerbiler. Blandt andet vil han, hvis løbskalenderen passer, deltage i Danish Endurance Championship i STEP Sport Managements Ginetta G40 GT5-racer.


(Foto: STEP Sports Management)

Silas Rytter bliver i så fald én af to kørere i bilen, som drives af tidligere European Le Mans Series-løbsvinder Morten Dons. Og selvom opgaven med at køre bilen bliver en ny og spændende udfordring, er det i lige så stor grad et skræddersyet træningsforløb udenfor banen, der kommer til at præge 2021.

"Jeg er glad for at Silas har valgt at tage næste skridt i sin karriere sammen med os. Silas har leveret flotte resultater i sin gokarttid, både på danske og internationale gokartbaner, og da vi tidligere på året havde ham i bilen ved en testdag, viste han en rigtig god forståelse for bilen - og en professionel måde at arbejde på", fortæller Morten Dons, og fortsætter:

"Hele formålet med vores projekt i Danish Endurance Championship er at modne unge racerkørere som Silas til en international karriere i motorsporten. At køre bilen er kun en lille del af at skabe sig en karriere - resten handler om at forstå branchen, skabe et økonomisk fundament og kunne håndtere sin markedsføring og PR. Det er de områder, som Silas kommer til for alvor at arbejde med i løbet af året."

Og selvom meget kommer til at handle om ting udenfor racerbanen er målet det samme: STEP Sports Management's Ginetta G40 GT5 skal gøre god figur på de danske baner.

"Vi skal ikke nødvendigvis ud og vinde - men målet er, at kørerne såvel som teamet skal udvikle sig i positiv retning hver eneste gang, vi er på banen. Gør vi det, så bør der også være pokaler i sigte i løbet af sæsonen."


(Foto: STEP Sports Management)

Silas Rytter glæder sig til at tage hul på en stærk 2021-sæson, hvor han både kommer til at prøve kræfter med nye udfordringer og samtidig fortsætter i sit kendte spor:

"Jeg testede sammen med STEP på Padborg Park tidligere på året, og det var en rigtig god oplevelse. Morten Dons var god til at sætte mig ind i hvordan bilen skulle betjenes, og han gjorde meget for at hjælpe mig til at lære det hele", siger Silas Rytter, som ser store fordele i at kunne forberede sig til en international karriere på dansk asfalt:

"Det bliver en fed sæson, hvor jeg både får lov at fortsætte med karting på et højt niveau og samtidig kan begynde at arbejde professionelt mod det næste skridt i karrieren. Jeg er glad for at det er muligt at lære af en af de bedste uden at skulle rejse om på den anden side af jorden", fortæller Silas Rytter.

Morten Dons
STEP Sports Management

Grippo


Læs mere om:
  • Morten Dons
  • Silas Rytter

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto